Utilsigtede følger: En grund til, at aktier favoriserer inaktive regeringer

I store dele af Europa kontrollerer svage koalitioner og mindretalsregeringer den lovgivende magt med populistiske partier lige i hælene. Resultatet af det er - efter vores mening - udpræget inaktivitet - politikere, der afgiver store løfter under valgkampagnen, men som ikke leverer ret meget. Det er vores erfaring, at de fleste vælgere og medieobservatører ikke bryder sig om denne form for hårdknude og beklager sig over regeringers manglende evne til at indføre lovgivning, der fremmer økonomisk vækst eller reformerer ineffektive politikker. Vi mener imidlertid, at man i denne forbindelse overser noget vigtigt: Der er ingen garanti for, at ny lovgivning leverer de ønskede resultater. Selv veludformet lovgivning, der har til formål at fremme erhvervslivet, kan medføre utilsigtede konsekvenser og forstyrrelser for erhvervslivet. Derfor mener vi, at en politisk fastlåst situation er rigtig godt for aktier, da introduktion af mindre markante politiske forandringer, som virksomhederne skal tilpasse sig, synes at være bedre end det modsatte.

I Italien består den populistiske koalition af det meget højreorienterede parti, Lega Nord, og det venstreorienterede parti "Femstjernebevægelsen" - to partier, der rent politisk ikke har meget til fælles. Det hurtige nyvalg i Spanien i april skyldtes den socialistiske mindretalsregerings manglende evne til at vedtage et budget. Belgiens regering faldt i december, og der skal derfor afholdes valg i maj. I Sverige dannede de to største partier en koalitionsregering, men selv i fællesskab kunne de ikke opnå flertal. For at løse problemet krævedes det, at det kommunistiske parti afstod fra at modsætte sig regeringsdannelsen. Dette er imidlertid kun nogle få eksempler. Vi mener ikke, at det er sandsynligt, at de regeringer i Europa, der befinder sig i en politisk fastlåst situation, vil være i stand til at gennemføre lovgivningsændringer af betydning.

Hvis du vil læse mere om, hvordan aktuelle forhold har indvirkning på aktiemarkedet og din portefølje, så download Fisher Investments Nordens seneste aktiemarkedsudsigt og få løbende indsigter.

Vi har set, at nogle i de finansielle medier hævder, at dette er en negativ udvikling, der hæmmer bestræbelserne på at skabe et bedre fælles finansielt system i euroområdet, forhindrer udstedelse af fælles offentlig gæld (for at undgå, at et enkelt land får for stor gæld) og andet. Efter vores mening er det et meget optimistisk syn på regeringsindgreb - for optimistisk.

Selvom nogle reformer kan give langsigtede fordele, er en sådan forandring ofte meget forstyrrende og medfører negative, utilsigtede konsekvenser. For eksempel efter statsgældskrisen i euroområdet i 2011-2013 forsøgte euroområdet at bryde med opfattelsen om, at der var en sammenhæng mellem bankernes og regeringernes finansielle status. I bund og grund lagde euroområdets embedsmænd med rette mærke til, at da bankerne oplevede problemer i 2008, kom regeringerne dem til undsætning - og opbyggede derved stor gæld. Dette gav til gengæld brænde til bålet for euroområdets statsgældskrise. Derefter frygtede mange, at bankerne ville få problemer og dermed igen ville få en presset økonomi, fordi de ejede en masse gældsinstrumenter. Det var efter vores mening en destruktiv cyklus. Embedsmænd i euroområdet betragtede denne forbindelse mellem bankerne og regeringer som problematisk, hvilket vi til dels er enige i.

I et forsøg på at bryde den forbindelse vedtog EU og ECB strenge regler om, at bankerne skulle tvinge obligationsejere og nogle indskydere til at påtage sig tab, før de kunne få adgang til statsmidler - en såkaldt "bail-in", før regeringerne kunne tilbyde en bank en redningspakke. I princippet virker dette smart - og målrettet mod problemet. Men i praksis betød det, at mange almindelige investorer ville blive tvunget til at lide tab på værdipapirer, de troede var ultra-sikre. Lige præcis det skete i Italien i 2015, hvilket førte til en investors meget omtalte selvmord.[i] I mellemtiden var usikkerheden over, hvem der ville blive inddraget, meget høj, hvilket øgede presset på bankernes finansieringsomkostninger. Som man måske kan forestille sig, så har den italienske regering siden ændret kurs i spørgsmålet om redningspakker. Selv den nuværende populistiske regering - der førte kampagne mod disse redningspakker - har lige givet deres støtte til, at der udstedes en redningspakke til Banca Carige. Så nu har den regel, hvis formål var at skabe klarhed og forhindre nye redningspakker, efter vores mening tilsyneladende vist sig i bedste fald at være ineffektiv.

Og så var der også regnskabsskandalerne i USA i 2002. Under bear-markedet fra 2000-2002 - forårsaget af dotcom-boblen - blev investorernes tillid til markedet hårdt ramt som følge af en række regnskabsskandaler hos store børsnoterede virksomheder som Enron, Worldcom og Global Crossing. Den faldende tillid til aktiemarkederne blandt investorerne under et bear-marked er ikke usædvanlig. Det er mere reglen, end det er undtagelsen - efter vores mening. Men USA's Kongres følte sig nødsaget til at gøre noget ved det. Og derfor blev Sarbanes-Oxley-loven af 2002 vedtaget, som betyder, at ledende medarbejdere har strafferetligt ansvar, hvis de godkender balancer, der indeholder fejl.

Formålet var at genoprette tilliden til balancers nøjagtighed. Men der var imidlertid mange problemer forbundet med det: For det første var regnskabsmæssigt bedrageri allerede en forbrydelse, som dommene til Enrons ledere viste. Derved genkriminaliserede loven bedrageri. For det andet betød indførelsen af kriminelt ansvar for regnskabsfejl, at virksomhederne blev tilbageholdende med at lade sig børsnotere. For det tredje var virksomheder nødt til at foretage store investeringer i compliance og regnskab, og - efter vores mening - sandsynligvis på bekostning af vækstmuligheder. Et estimat viste, at et børsnoteret selskab gennemsnitlig brugte millioner af dollars på compliance om året.[ii] Efterhånden som debatten omkring den nye lov tog til, og man nærmede sig tidspunktet for lovens vedtagelse, blev udsalget af amerikanske aktier større og større.[iii] Selvom vi mener, at Kongressens hensigter var ædle nok, var deres metoder yderst problematiske.

I et miljø med politisk hårdknude som i Europa er sådanne store, gennemgribende love efter vores mening usandsynlige. Inaktiviteten hersker, men vi mener, at det giver virksomhedsledere mulighed for at være sikre på, at de ikke behøver investere millioner i compliance, som det var tilfældet for amerikanske virksomheder efter Sarbanes-Oxley-loven. Efter vores mening betyder det, at det lovgivningsmæssige landskab formentlig forbliver relativt stabilt, hvilket giver virksomhederne mulighed for at investere i vækstmuligheder og øge deres globale konkurrenceevne. Selvom politikere og vælgere måske ikke bryder sig om inaktivitet, bør aktiemarkederne efter vores mening kunne se solen bag skyerne.

Fisher Investments Norden, filial af Fisher Investments Europe Limited, England (CVR-nummer 35243003). Fisher Investments Europe er autoriseret og reguleret af UK Financial Conduct Authority (FCA-nr. 191609) og registreret i England, (selskabsnr. 3850593). Fisher Investments Europe Limited har vedtægtsmæssig adresse på: 2nd Floor, 6-10 Whitfield Street, London, W1T 2RE, Storbritannien.

Fisher Investments Europe Limited outsourcer sin porteføljeforvaltningsfunktion til moderselskabet, Fisher Asset Management, LLC, som driver virksomhed under navnet Fisher Investments, og er stiftet i USA og reguleres af den amerikanske Securities and Exchange Commission. Investering i aktiemarkedet indebærer risiko for tab og der er ingen garanti for, at den investerede kapital tilbagebetales helt eller delvist. Tidligere resultater er ingen garanti for og ikke vejledende for fremtidige resultater. Værdien af din investering og dennes afkast varierer i forhold til de globale aktiemarkeder og de internationale valutakurser.

[i] "Italy Bank Rescue Marred by Suicide and Lost Savings," Staff, BBC, 10. december 2015, https://www.bbc.com/news/world-europe-35062239.

[ii] The Sarbanes-Oxley Debacle, Henry N. Butler og Larry E. Ribstein, American Enterprise Institute, 2006.

[iii] Kilde: FactSet, pr. 28/3/2019. Erklæringen er baseret på S&P 500-kursgevinster i USD, 1/12/2001-31/8/2002.