Ørsted-aktie fortsætter optur: Analytiker ser forsinket reaktion på vigtige britiske kontrakter
Ørsted topper torsdag blandt de danske eliteaktier. Stigningen skyldes sandsynligvis en forsinket reaktion fra investorer om, hvor stor betydning Ørsteds nye havvindkontrakter har.
Det mener Jacob Pedersen, aktieanalysechef i Sydbank, efter at Ørsted tidligere på ugen kunne meddele, at selskabet har sikret sig afregningskontrakter på de to britiske havvindparker Hornsea 3 og 4.
- Det var en meget afmålt modtagelse af de her rigtig gode nyheder. Dog også på en dag, hvor aktierne generelt ikke havde det super godt. Jeg tror egentlig, at det er det, aktien kører på nu. Det er efterrationaliseringen blandt analytikere og investorer, i forhold til hvad det her reelt betyder for Ørsted, og hvor vigtigt det er.
Ørsteds beslutning i 2023 om at droppe de amerikanske havvindprojekter Ocean Wind 1 og 2 med en stor milliardnedskrivning til følge lagde sidste år et gevaldigt pres på Ørsted-aktien.
Det skyldes blandt andet, at en mulig kapitaludvidelse har ligget og luret. Med de nye kontrakter kan den muligvis afværges, og det letter en smule for aktien.
- I min optik så er den mulige kapitalforhøjelse jo bare en del af det her tunge låg, der har ligget på Ørsted-aktien. Et låg, som er skabt som konsekvens af de problemer, som Ørsted havde i USA i 2023, siger Jacob Pedersen.
Ørsted-aktien stiger torsdag middag med 3,6 pct. til 425,40 kr.
.\\˙ MarketWire
Tags: Shares❯
Mest læste lige nu
Seneste nyheder
- 1 af 1187
- næste ›