AKTIER: Højere dollar og lavere olie sendte KFX-indekset over 300
Det danske aktiemarked blev tirsdag løftet op af en yderligere styrket amerikansk dollar kombineret med fortsat faldende oliepriser, og det lykkedes til sidst KFX-indekset at få bugt med 300-niveauet.
Det toneangivende indeks lukkede 1,86 point (0,6 pct.) højere i 301,06. Omsætningen var ganske pæn på trods af, at der ikke var de store nyheder på markedet, og da fokus var på folketingsvalget.
Novo Nordisk er blandt de aktier, der profiterer på en højere dollar, og aktien har samtidig brudt sit 200-dages glidende gennemsnit i 305. Aktien sluttede dagen 1,7 pct. højere i 308,50 kr.
Også Lundbeck er glad for den stigende dollar og steg 0,9 pct. til 117 kr.
ISS sluttede 2,0 pct. højere i 349,50 kr., efter at dagbladet Børsen fokuserede på selskabets danske forretning, der efter flere år med vigende omsætning og resultat, atter er i vækst. Lars Folkman fra ISS citeres for at sige, at den organiske vækst er på den rigtige side af nullet, uden dog at præcisere yderligere.
Hos SAS, som fremlagde pæne tal for passagervæksten mandag, glæder man sig over de faldende oliepriser, og investorerne har sendt aktien 4,3 pct. op i kurs 60,50. Danske Equities fastholder desuden Køb-anbefalingen på SAS forud for selskabets 4. kvartalsregnskab den 10. februar, fremgår det af et nyt notat.
4. kvartal er normalt et dårligt kvartal for SAS på grund af store sæsonudsving i indtjeningen, men på trods af øgede omkostninger i forbindelse med strejker forventer analytikerne, at SAS vil være tæt på at nå break-even da brændstoftillæg, gradvist stigende yield, samt fortsat faldende omkostninger vil have en positiv effekt på indtjeningen.
Biotekselskabet Genmab reagerede med kursfald ovenpå regnskabet for 2004, som vanen tro bekræftede selskabets gode evne til at bruge penge. Genmab opnåede et driftsunderskud på 441 mio. kr. Selskabet realiserede i 2003 et driftsunderskud på 342 mio. kr. I 2005 forventer Genmab et driftsunderskud på 495-535 mio. kr. Aktien endte 2,3 pct. lavere i kurs 129,50.
Af Jean M. Dühring, jean@netposten.dk