Aktier/middag: Coloplast og Mærsk topper efter analysenyheder i positivt marked

Udgivet den 10-07-2024  |  kl. 11:36  |  
Arkiv: Foto

Coloplast topper onsdag middag et lettere positivt stemt aktiemarked herhjemme efter en positiv analyse af medicokoncernens aktie, og der er også revanche til Mærsk-aktierne i kølvandet af en opjustering fra rederirivalen Hapag-Lloyd.

I eliteindekset C25 er der ved 11.30-tiden stigninger i 19 af de 25 aktier, og samlet stiger indekset 0,7 pct. til 1972,84 efter et fald på 0,9 pct. tirsdag.

Det brede europæiske Stoxx 600-indeks ligger til sammenligning 0,3 pct. højere efter nedturen på 0,9 pct. tirsdag, hvor der atter kom fokus på det mudrede politiske billede i Frankrig efter weekendens valg.

- Markedet kommer sig en lille smule oven på faldene tirsdag, som faktisk endte med at være en lidt kedelig aktiedag i Europa, efter at der alligevel på en eller anden måde gik lidt fransk valgpanik i den.

- Worst case-scenariet i Frankrig er annulleret, men det er ikke fordi, alternativet er sådan super fantastisk. Det er stadigvæk en omgang mudder, og Europa har rigeligt med andre udfordringer i forvejen, siger chef for aktiehandel Lars Hytting fra Artha Kapitalforvaltning til MarketWire.

POSITIV ANALYSE AF COLOPLAST

Coloplast stritter mest ud i C25 med en stigning på 2,9 pct. til 875,20 kr. Danske Bank har løftet kursmålet for aktien til 985 kr. fra 910 kr. Desuden er anbefalingen igen løftet til "køb", fremgår det en analyse fra banken. Danske Bank gik fra "køb" til "hold" den 1. maj i år.

Der er både analysenyt og konkurrentnyt til Mærsk. Finanshuset ABG Sundal Collier har løftet sit kursmål for aktien til 14.550 kr. fra førhen 12.800 kr., mens anbefalingen "køb" fastholdes.

Mærsks tyske rival Hapag-Lloyd har desuden opjusteret forventningerne til 2024 og sigter nu efter et driftsresultat, EBITDA, på 3,2-4,2 mia. euro mod tidligere 2-3 mia. euro.

Mærsks B-aktie stiger 1,0 pct. til 11.800 kr.

Også Novonesis har været under lup, og her er det finanshuset JPMorgan, der har skruet kursmålet op med mere end 16 pct. til 500 kr. fra 430 kr. Samtidig gentages den positive anbefaling "overvægt".

Aktien falder imidlertid 0,4 pct. til 426,90 kr., efter at den onsdag morgen var oppe at runde 437,40 kr.

BRITISK FINANSHUS SAVER I KURSMÅLET FOR GENMAB

Omvendt har Genmab fået snittet mere end 10 pct. af kursmålet hos Barclays, så det nu er på 2500 kr. mod førhen 2800 kr. Det rummer dog fortsat et stort potentiale, og anbefalingen "overvægt" gentages da også.

Genmab-aktien stiger 0,6 pct. til 1774,50 kr.

I eftermiddag deltager den amerikanske centralbankchef, Jerome Powell, for anden dag i træk i en høring i Kongressen. Tirsdag foregik det i Senatet, og onsdag går turen forbi Repræsentanternes Hus.

- Der var i går en lille smule spænding om, hvad han ville komme med. I dag er det så tæt på en non-event, som vi kan komme. Han siger ikke noget, og der kommer amerikanske inflationstal i morgen, så han skal heller ikke sige noget, siger Lars Hytting.

.\\˙ MarketWire

Flemming Thestrup Andersen

Tags:  Danmark❯  Shares❯  Intraday❯