Aktier/middag: GN og Demant ryger til bunds efter udsigter til konkurrence fra Apple
Tirsdag middag falder de to høreapparatproducenter GN og Demant til bunds i eliteindekset C25.
Det sker, efter udsigter til konkurrence fra giganten Apple, hvis høretelefoner i fremtiden vil kunne fungere som høreapparater.
Samtidig lægger Ørsted sig i toppen af C25-indekset, efter at energiselskabet har fået løftet kursmålet hos både Citi og RBC i kølvandet af sidste uges to store britiske kontrakter.
- I dag er der særligt fokus på de to høreapparatproducenter, Demant og GN, efter Apples lancering af sit nye OTC-relaterede produkt. Det er det, som umiddelbart lige skræmmer og sender de to aktier ned, siger Martin Munk, senioraktierådgiver i Jyske Bank, til MarketWire.
OTC står for "over the counter" og dækker over produkter, der kan købes i håndkøb uden først at være blevet tilset af en audiolog.
Det danske C25-indeks ligger ved middag uændret for dagen i 1960,04.
- Det er jo relativt små bevægelser. Der er meget fokus på makro-billedet lige nu i USA, hvor de her lidt sløje nøgletal på det seneste har skabt lidt frygt. Så det er også derfor, vi venter på næste uges rentemøde i Federal Reserve for at se, hvor meget renten sænkes. I morgen får vi nogle inflationstal, som der er fokus på, men ellers er det et lidt afventende marked, siger senioraktierådgiveren.
GN OG DEMANT I BUND
I bunden af C25 har GN og Demant lagt sig tirsdag efter udsigt til øget konkurrence.
Teknologigiganten Apple løftede ved sin produktlancering mandag aften sløret for en softwareopdatering til sine Airpods, der skal få hovedtelefonerne til også at kunne fungere som høreapparater.
- Samlet set er det egentlig vores vurdering, at det er begrænset, hvor meget Apples nye produkt kommer til at have indflydelse, men markedet har tydeligvis en anden opfattelse, siger Martin Munk.
Yderligere viser tal fra den offentlige amerikanske salgskanal Veterans Affairs et lille tab af markedsandele for GN, mens Demant omvendt gik frem i august.
GN falder 2 pct. til 160,70 kr., og Demant siver 3 pct. til 277,60 kr.
ZEALANDS DAPIGLUTID VISER GODE TAKTER
Biotekselskabet Zealand Pharma offentliggjorde efter børslukning mandag nye tal for sit fase 1b-studie med fedmekandidaten Dapiglutid.
De nye tal vurderes at indikere et vægttabspotentiale på over 20 pct., når Dapiglutid når fase 3, skriver børshuset Jefferies i en analyse. Her hæfter man sig samtidig ved de potentielle antiinflammatoriske fordele ved Dapiglutid, der er en GLP-1/GLP-2-analog.
- Selv om det absolutte vægttab måske er i den lave ende af forventningerne, er det placebojusterede tal 8,3 pct. konkurrencedygtigt, og alt i alt er vi forsigtigt optimistiske, skriver analytiker Lucy Codrington fra Jefferies.
Zealand Pharma har dertil fået løftet kursmålet med 5 pct. hos finanshuset BTIG, så det nu lyder på 1100 kr. fra 1050 kr. Anbefalingen er fortsat "køb".
Aktien aftager 0,9 pct. til 850 kr. efter en fremgang på 3,6 pct. mandag.
DSV KAN SNART SE ENDE PÅ DB SCHENKER-BUDKRIG
Den endelige vinder af budkrigen om DB Schenker kan blive fundet denne uge, skriver det tyske finansmedie Handelsblatt.
DSV er fortsat med i opløbet sammen med kapitalfonden CVC Capital Partners, der står i spidsen for et større konsortium. Netop CVC skulle ifølge Bloomberg News have forbedret sit bud på DB Schenker.
DSV bakker 0,4 pct. til 1242,50 kr.
NYE KURSMÅL TIL VINDAKTIERNE
Ørsted har fået løftet kursmålet hos både Citi og RBC, efter at energiselskabet sidste uge fik to britiske kontrakter i hus. Hos Citi er kursmålet sat op til 428 kr. fra 380 kr. med en gentagelse af anbefalingen "neutral", og hos RBC er kursmålet nu 450 kr. fra 380 kr. Her er anbefalingen "sector perform".
Ørsted stiger ved middag 1 pct. til 418,80 kr.
Imens har Vestas fået løftet anbefalingen til "køb" fra "hold" hos Morningstar, der fastholder kursmålet 180 kr, mens Bernstein har skåret kursmålet til 250 kr. fra 265 kr. Anbefalingen "outperform" fastholdes.
Vindmølleproducenten øger 0,7 pct. til 150,25 kr.
.\\˙ MarketWire
Mest læste lige nu
Seneste nyheder
- 1 af 1189
- næste ›