ALK-Abelló har succesrige resultater med husstøvmidetablet til børn

Udgivet den 08-06-2023  |  kl. 16:49  |  
Arkiv: Foto

ALK-Abelló har positive resultater fra et klinisk 3-studie i børn med sin tablet til behandling af husstøvmideallergi.

Studiet omfattede 1458 børn, og data viser en forbedring i omfanget af allergiske høfebersymptomer baseret på en forbedring af den såkaldte allergiske rhinitis-score på 22 pct.

- De vellykkede og enestående studieresultater betyder, at vi nu vil kunne gøre en væsentlig forskel for de mange børn, der lever med husstøvmideallergi.

- Resultaterne er meget robuste og konsistente med tidligere studier og bekræfter klart fordelene ved at behandle børneallergier med vores tabletter. Resultaterne er også vigtige for ALK's langsigtede vækstambitioner og vores evne til at transformere den medicinske behandling af børn med allergi. Vi har allerede set betydningen af børneindikationer for vores tabletter, især i Japan, hvor børn udgør størstedelen af nye patienter, siger Henriette Mersebach, udviklingsdirektør i ALK ifølge en meddelelse.

Resultaterne er ifølge ALK statistisk højsignifikante, og viser altså en tydelig forbedring sammenlignet med placebo.

Studiet omfatter børn mellem 5-11 år. I forvejen er tabletten godkendt til voksne og unge fra 12 år og op.

ALK vil nu indlede en dialog med myndighederne i Europa og Nordamerika om at udvide godkendelse til også at omfatte børn.

Går alt efter plan vil tabletten kunne være tilgængelig for børn i 2023/24.

Som led i ALK's strategi om at gøre sin tabletportefølje tilgængelig for alle relevante aldersgrupper arbejder selskabet også på et fase 3-studie i børn med sin træpollentablet Itulazax. Her venter ALK at annoncere resultater i løbet af fjerde kvartal.

.\\˙ MarketWire

Jakob Dalskov

Tags:  Shares❯ 

Seneste nyheder