Asien: Sur dag for de asiatiske investorer hele vejen rundt
De asiatiske aktiemarkeder vender den tunge ende nedad fredag, hvor torsdagens teknologi-ledede kursfald på Wall Street smitter af på de asiatiske markeder.
Skuffende data for den amerikanske inflation i form af højere producentpriser end ventet sendte torsdag renterne op og rullede forventningerne til generelle rentenedsættelser tilbage.
- Den direkte indvirkning på aktierne var afdæmpet, men stigningen i de lange renter giver anledning til en potentiel luftlomme forude i det teknologidrevne rally, siger analytiker Kyle Rodda fra Capital.com ifølge Reuters.
MSCI's indeks for Asien-Stillehavsaktier uden for Japan falder 2,5 pct.
De amerikanske futures indikerer en negativ åbning i de amerikanske hovedindeks med kursfald på 0,1-0,2 pct., når markedet åbner i New York senere på dagen.
De japanske investorer har blikket rettet mod resultaterne af de årlige japanske lønforhandlinger, der ventes offentliggjort i dagens løb.
Der ventes høje lønstigninger, og hvis de overgår sidste års lønforhøjelse på 3,8 pct., kan det katalysere et exit fra Bank of Japans negative rentepolitik og udløse den første pengepolitiske stramning i to årtier, når centralbanken holder pengepolitisk møde mandag og tirsdag.
Nikkei 225 falder 0,4 pct., mens Topix-indekset er regionen eneste positive indeks med et plus på 0,3 pct.
De kinesiske aktier peger samme vej nedad som alle andre markeder.
Kursfald tilskrives blandt andet, at landets centralbank, People's Bank of China, lod en styringsrente være uændret og reducerede likviditeten, mens faldende boligpriser trækker ejendomsaktierne ned.
Shanghai Composite falder 0,3 pct., CSI 300 dykker 0,6 pct. og Hongkongs Hang Seng-indeks dropper 2,3 pct.
I Taipei falder Taiex-indekset 0,8 pct., Kospi-indekset i Seoul dykker 1,6 pct., og Singapores Strait Times-indeks falder 0,3 pct.
ASX-indekset på børsen i Sydney slutter dagen med et tab på 0,6 pct.
Indeks | Udvikling (%) |
Nikkei 225 | -0,4 |
Topix | +0,3 |
Hongkongs Hang Seng | -2,3 |
China Shanghai Composite | -0,3 |
China CSI 300 | -0,6 |
Taiwan Taiex | -0,8 |
Sydkoreas Kospi | -1,6 |
Indiens BSE Sensex | -0,6 |
Singapores STI | -0,3 |
Sydney ASX 200 | -0,6 |
.\\˙ MarketWire
Tags: Asien❯ Market Close❯ Shares❯ indblik❯