Chemometec/Sydbank: Meget unormalt med suspension ved ledelsesskift-NY

Udgivet den 29-11-2019  |  kl. 14:22  |  

(Opdateres)

Det er rasende unormalt, at Chemometec i forbindelse med et forestående skifte i ledelsen har anmodet om suspendering af handlen med selskabets aktie. Det vurderer Jacob Pedersen, som er aktieanalysechef hos Sydbank.

- Det er meget, meget langt fra normalen. Det er rasende unormalt, at et skifte i topledelsen får den konsekvens, at aktien suspenderes. Det er med til at skærpe opmærksomheden om, hvad der ligger bag, siger han.

Chemometec har fredag i en kortfattet meddelelse varslet en ændring ledelsen, hvor en ny direktør ventes at kunne tiltræde snarest muligt. På den baggrund har Chemometec anmodet fondsbørsen om suspension af aktien.

Det har fondsbørsen dog ikke i sinde at gøre. Det fortæller Jakob Kaule, der er ansvarlig for overvågning hos Nasdaq Copenhagen, til Ritzau Finans.

- På det foreliggende grundlag suspenderer vi ikke handlen. Vi mener ikke, der er grundlag for det. Så længe der er transparens fra selskabet, mener vi godt, vi kan opretholde handlen, siger han.

Selskabet oplyser ikke, hvilken ændring der er tale om. Indtil videre falder meddelelsen dog ikke i god jord hos investorerne. Efter nyheden falder Chemometec-aktien 17,1 pct. til 211 kr.

- Normalt hvis der ændres i ledelsen, fyres en person, eller der siges tak for nu. Det, at man samtidig anmoder om suspension, klinger af, der har været urent trav - at der er sket noget, som kan have rigtig stor betydning for værdien af selskabet, vurderer Jacob Pedersen.

Han kan ikke huske, at der tidligere har været en situation, hvor en ændring i ledelsen har betydet suspension af handlen med en aktie. Jakob Kaule fra Nasdaq Copenhagen mindes heller ikke at have fået sådan en anmodning før.

- Chemometec er ikke det største selskab, som handles på fondsbørsen, men det ændrer ikke på, at sådan noget her normalt foregår i god ro og orden rent børsmæssigt. Det har et ærgerligt skær af dramatik over sig, siger Jacob Pedersen.

/ritzau/FINANS

Oliver Sønderbye Therp

Tags:  Shares❯ 

Seneste nyheder

09:18 Aktier/åbning: Trygs rekordresultat trumfer Jyske Banks opjustering i grøn handelsstart
09:01 Jyske Bank fortsætter bankernes stime af opjusteringer
08:52 Jyske Bank fortsætter bankernes stime af opjusteringer
08:41 Ørsted sætter sol- og batterilagringsprojekt i drift i USA
08:39 Obligationer/åbning: Renten tager en mindre puster forud for amerikanske producentpriser
08:24 Tryg-topchef glad for godt tredje kvartal med "rigtigt miks"
08:14 Mærsks asiatiske konkurrenter har mestendels medvind fredag
08:08 Tryg lander rekordresultat i tredje kvartal
08:01 Tryg mangler kun aktetilbagekøbsprogram for at få topkarakter vurderer Nordnet
07:30 Tesla endelig klar med prototype på selvkørende taxa - men ikke mange detaljer
07:27 NNIT får sat kursmålet op af finanshuset ABG
07:21 Aktier/tendens: Tryg skyder gang i regnskabssæsonen på ventet grøn dag
07:13 Råvarer: Oliepriserne har kurs mod anden ugentlige stigning i træk
06:47 Obligationer/tendens: Amerikansk inflation fordøjes - producentpriser venter i eftermiddag
06:42 Asien: Plus i Tokyo men minus i Shanghai op til kinesisk finanspolitisk briefing
06:35 Feds Bostic er klar til at springe rentenedsættelse over i år
06:35 Fransk regering klar med heftige besparelser og øget skat - kan ramme aktiemarkedet
06:34 Finanshus skærer Genmabs kursmål med 16 pct. - ser dog fortsat potentiale i aktien
06:32 Valuta: Marginal dollarretræte efter divergerende data
06:32 Asien: Plus i Tokyo men minus i Shanghai op til kinesisk finanspolitisk briefing