DSV-konkurrent forbedrer buddet på DB Schenker

Udgivet den 10-09-2024  |  kl. 06:34  |  
DSV

DSV er i dødt løb med CVC Capital Partners om at overtage den store tyske logistikkoncern DB Schenker fra ejeren Deutsche Bahn.

De to har givet næsten enslydende bud i en salgsproces, som efterhånden har stået på længe, men nu har CVC i et brev tilbudt at forsøde betingelserne for et køb af Schenker og dermed annullere den fordel, danske DSV tilsyneladende har haft.

Det skriver Bloomberg News, der har haft adgang til en kopi af brevet.

Både DSV og CVC menes at have budt 14 mia. euro for DB Schenker, men kapitalfonden har oprindeligt gjort en del af sin foreslåede betaling afhængig af de fremtidige præstationer i virksomheden, hvilket har betydet, at Deutsche Bahn har indikeret en præference for det danske tilbud.

CVC har i sit brev mandag dog lagt en alternativ model på bordet, hvor Deutsche Bahn for en geninvestering på 1 mia. euro vil beholde en ejerandel i DB Schenker på 24,9 pct., og CVC har samtidig garanteret et afkast på 2,0-2,5 mia. euro i afkast, når Deutsche Bahn til sin tid træder helt ud af DB Schenker.

Dermed er kapitalfondens nye bud reelt på 16 mia. euro, skriver Bloomberg News.

CVC har ikke ønsket at kommentere oplysninger over for Bloomberg news.

Det nye tilbud skulle være foretrukket af de ansattes organisationer, og det er en model, som CVC tidligere har benyttet.

Verdi, den toneangivende fagforening i DB Schenker, har tidligere også meddelt, at den foretrækker CVC, fordi den frygter omfattende fyringer, hvis DSV, som industriel aktør, får lov at overtage DB Schenker og derfor kan eliminere mange dobbeltfunktioner.

Det fik - også ifølge Bloomberg News - i sidste uge DSV til at skrive til Deutsche Bahn med et løfte om at begrænse kommende afskedigelser til maksimalt 1600-1900 ansatte i DB Schenkers tyske hovedkvarter, ligesom det danske selskab heller ikke vil reducere i antallet af "blue collar"-stillinger.

.\\˙ MarketWire

Redaktion

Tags:  Shares❯  Tyskland❯  Udenlandsk selskab❯