Europa/aktier: Eufori over amerikanske jobtal toner ud
Et lunkent minus tegner sig mandag først på eftermiddagen for det brede fælleseuropæiske Stoxx 600-indeks, i takt med at euforien over fredagens særdeles robuste jobrapport fra USA fortoner sig, mens den negative effekt af højere renter sætter sit præg på handlen.
Det trækker ned for ejendomsaktierne og it, som taber 1,0 pct. og 1,6 pct. på indeksniveau, mens finansaktierne vinder 0,5 pct. på tendensen.
Øverst i Stoxx 600-indekset stiger energiaktierne 1,2 pct. Blandt dem markerer danske Ørsted sig med et plus på 3,6 pct. efter oplysninger om, at den norske energikoncern Equinor har købt små 10 pct. af den danske kollega. Omvendt går den norske aktie 2,0 pct. tilbage.
Det samlede Stoxx 600-indeks taber 0,1 pct. efter en gevinst fredag på 0,4 pct.
POLSK I TOPPEN
Selskabsmæssigt er det den polske supermarkedskæde Dino Polska, som klarer sig bedst med et plus på 4,9 pct. uden selskabsspecifikt nyt, mens det svenske it-selskab Mycronic er i bund med et fald på 6,6 pct. - også uden særlige nyheder.
Selskabsnyt er der derimod fra den italienske naturgasdistributør Italgas som har varslet ambitioner om et overskud på 2,8 mia. euro i 2030. Vurderingen følger et opkøb af rivalen 2i Rete Gas, skriver Bloomberg News. Med opkøbet, der blev bekræftet lørdag, skabes Europas største distributør af naturgas. Italgas løftes 0,2 pct. mandag middag.
Det schweiziske luksusvareselskab Richemont har solgt modekæden Yoox Net-A-Porter til tyske Mytheresa for en aktiepost i sidstnævnte. Richemont får som betaling en aktiepost på 33 pct. i det tyske selskab, skriver Bloomberg News. Og reaktionen er diskret positiv: Luksusaktien stiger mandag middag 0,5 pct.
Generelt har luksusaktier en fin dag med plusser til de franske Kering og LVMH på henholdsvis 2,9 oct. og 1,3 pct. Det signalerer ifølge nyhedsbureauet Reuters fortsat optimisme over Kinas stimuleringsforanstaltninger for at genoplive sin økonomi. Europæiske luksusfirmaer trækker en stor del af deres omsætning fra Kina.
SANOFI STRAFFES
Omvendt er den franske medicinalkæmpe Sanofi på hælene, efter at Bloomberg News har erfaret, at bejlere til Sanofis forretning inden for håndkøbsmedicin og sundhedsartikler til forbrugere angiveligt har taget deres bud op til revision. Det skyldes bekymringer om potentielle produktansvarssager knyttet til talkumprodukter, oplyser anonyme kilder til nyhedsbureauet. Tvivlen koster Sanofi-aktien et tab på 1,5 pct.
Commerzbanks topchef, Bettina Orlopp, ser flere risici forbundet med Unicredits mulige opkøb af den tyske storbank. Det siger hun i et interview med Handelsblatt, skriver Bloomberg News. Hun ønsker ikke at spekulere i, om Unicredit fremsætter et købstilbud, og peger på, at Unicredits topchef, Andrea Orcel, selv har givet udtryk for, at banken har flere muligheder. Den kan vælge at sælge sin aktiepost, beholde dem eller tale om en fusion.
Den tyske bankaktie vinder 2,3 pct.
.\\˙ MarketWire
Mest læste lige nu
Seneste nyheder
- 1 af 1185
- næste ›