Europa/lukning: Inflationsnyt sendte aktierne op med britisk byggeaktie i top

Udgivet den 15-01-2025  |  kl. 17:51  |  

De europæiske aktier blev onsdag båret frem af opløftende inflationsnyt fra USA, hvor den britiske byggeriaktie Vistry endte som den klare vinder i det brede Stoxx 600-indeks, mens Genmab samtidig tog negativt fokus i bunden af indekset.

Samlet endte Stoxx 600 1,3 pct. højere efter en sløj start på ugen med fald mandag og tirsdag.

Fremgangen var hjulpet godt på vej af, at den amerikanske kerneinflation overraskende aftog i december.

- Det var noget, aktiemarkedet godt kunne lide. Vi ser renterne komme lidt ned igen, og vi ser det med det samme, at det er positivt for aktierne, siger Mads Zink, chefhandler i Danske Bank.

Mens inflationen på årsbasis som ventet steg til 2,9 pct., aftog kerneinflationen, som er renset for energi og fødevarer, til 3,2 pct. fra 3,3 pct., hvor der var ventet en flad udvikling ifølge estimater fra Bloomberg News.

BRITISK TOP OG SCHWEIZISK BUND

Aktien hos det britiske boligbyggeriselskab Vistry endte med en stigning på 15,7 pct. til 595,50 pence i toppen af Stoxx 600, efter at selskabet fastholdt sine forventninger til årets indtjening.

Den luxembourgske telekommunikationsudbyder Millicom, der er noteret i Stockholm, endte med det næststørste plus på 11,2 pct. til 304,6 svenske kr.

Stigningen skyldtes, at selskabet nu igen fast vil udbetale udbytte.

Samtidig var aktien i det schweiziske inspektionsselskab SGS under stort pres, da selskabet ligger i forhandlinger om at slå sig sammen med franske Bureau Veritas, skrev Bloomberg News.

Det brød investorerne sig ikke om, som sendte aktien ned med 6,4 pct. til 86,70 schweizerfranc, og det var nok til at gøre aktien til bundskraber i det europæiske indeks.

Med i bunden endte danske Genmab også uden selskabsspecifikke nyheder til grund.

Topchefen, Jan van de Winkel, fik dog fortalt, at selskabet er på udkig efter lægemiddelkandidater. Her er det muligt, at timingen af udtalelsen skabte bekymring, da Genmab samtidig venter nyt om, hvorvidt partneren Johnson & Johnson vil udnytte sin option på Darzalex-arvtageren Hexabody-CD38.

Genmab faldt 5,7 pct. til 1485,50 kr.

GANG I ORDREBOGEN HOS TYSK VESTAS-KONKURRENT

Den tyske Vestas-rival Nordex kunne se tilbage på et 2024, hvor ordreindgangen steg med 13 pct. i forhold til året før til ordrer på samlet 8336 megawatt (MW). Omregnet drejede det sig om 1452 vindmøller.

I 2023 var det samlede ordreindtag på 7358 MW svarende til 1270 møller, oplyste Nordex onsdag morgen.

I fjerde kvartal sidste år endte ordreindtaget på 3253 MW, hvilket er næsten 32 pct. mere end kvartalet i 2023.

Nordex steg 4,8 pct. til 12,44 euro onsdag.

Et andet sted i Tyskland er kemikæmpen Bayer begyndt at have mere medvind i det hav af søgsmål mod selskabet, der omhandler PCB.

Ifølge storbanken Goldman Sachs er der allerede indregnet en betragtelig rabat i aktien på grund af de mange søgsmål, men hvis den endelige regning ender med at blive mindre end ventet, er der plads til stigninger, lød vurderingen ifølge Bloomberg News.

Bayer har i flere år lidt kraftigt under retssager - primært omhandlende ukrudtsmidlet Roundup, som blev overtaget i forbindelse med købet af amerikanske Monsanto i 2018.

Onsdag steg Bayer på baggrund af Goldman Sachs' kommentarer med 6 pct. til 20,78 euro på børsen i Frankfurt.

.\\˙ MarketWire

Frederik Olling Milbæk

Tags:  Europa❯  Market Close❯  Shares❯ 

Seneste nyheder

18:10 NNIT giver forventninger til 2025 og justerer målsætninger på længere sigt
17:59 Europa/lukning: Mærsk var med helt fremme i vigtigt indeks - det tyske marked satte rekord
17:24 Solar fået sænket kursmål hos Carnegie
17:07 Tirsdagens obligationer: Renten gik højere - Powell har ikke travlt med at sænke renten
17:05 Tirsdagens aktier: Mærsk var på vinderholdet mens Novo var en klods om benet
16:23 Jerome Powell i tale til Kongressen: Vi har ikke travlt med at sænke renterne
15:42 USA/åbning: Lavere forud for nyt fra Powell - Coca-Cola løftes af stærkt regnskab
15:36 Danske Bank får et enkelt påbud efter at have haft tilsynet på besøg
15:07 Tui har svært ved at sælge sommerrejser - det sender aktien sydover
14:42 Dupont-aktie sendes op efter bedre indtjening
14:26 Danske Bank ændrer renten på udvalgte lån efter rentefald
14:14 USA/tendens: Udsigt til rød åbning med fokus på Powell - Coca-Cola stiger på regnskab
13:38 Shopify falder trods regnskab med højere vækst end ventet
13:07 Coca-Cola tjener flere penge og ser aktien stige
12:46 Europa/aktier: Markedet holder skindet på næsen trods ny toldtrussel
12:25 Sydbank om Mærsks kursstigning: Investorer øjner muligt nedbrud af våbenhvile
12:14 Nordnet ramt af sikkerhedslæk - aktien falder
12:01 Obligationer/middag: Renten stiger frem mod nyt fra Powell
11:39 Guldprisen skyder i vejret: Handlere søger ly for Trumps tolduvejr
11:37 Aktier/middag: Mærsk holder markedet i status quo trods fald i Novo og Demant