Europa/middag: Lille plus op til rentemedling - Ambu i top i Stoxx 600

Udgivet den 01-02-2023  |  kl. 13:01  |  

De europæiske markeder går i takt onsdag middag med små plusser. Investorerne spejder frem mod ugens rentemøder, der sparkes i gang onsdag aften med en melding fra den amerikanske centralbank, Federal Reserve, og torsdag blander Bank of England og Den Europæiske Centralbank sig i koret. Oveni er regnskabssæsonen for alvor ved at komme op i gear.

- Lige nu ser vi det kortsigtede stigningspotentiale for europæiske aktier som begrænset. Men det faktum, at der samlet set har været tilstrømning til europæiske aktier de sidste to uger efter 48 sammenhængende ugers tilbagegang bør være understøttende på mellemlang sigt. Det er en indikation af, at investorerne ser mere positivt på Europa, siger Ulrich Urbahn, strategichef hos Berenberg, ifølge Bloomberg News.

Samlet stiger det brede europæiske aktieindeks Stoxx 600 med 0,2 pct. onsdag middag. Og indekset er præget af flere danske selskaber.

Ambu ligger som den mest stigende aktie med et plus på 5,3 pct. Stigningen havde allerede sneget sig ind, inden amerikanske Boston Scientific, som er konkurrent til Ambu inden for endoskoper, kom med regnskab, som viser en større omsætning fra salget af endoskoper er end ventet.

Også GN blander sig i toppen på spekulationer fra Nordea om, at et helt eller delvist salg af selskabet er på vej. Aktien stiger 4,5 pct.

Med i bunden ligger Ringkjøbing Landbobank, der leverede flot fremgang sidste år og fastholder forventningerne til indeværende år, som banken allerede medio januar havde løftet sløret for. Aktien falder 2,8 pct.

Der er også kommet regnskabsnyt fra svenske Husqvarna, der producerer alt fra motorsave og løvblæsere. Svenskerne kunne i fjerde kvartal fremvise et langt lavere driftsunderskud, end det var frygtet, og det sender aktien frem med 2,4 pct. i middagshandlen.

.\\˙ MarketWire

Charlotte Mackeprang

Tags:  Europa❯  Shares❯  Intraday❯