Fredagens aktier: GN, Ambu og Zealand i C25-top - banker faldt på udsigt til lavere renter
Der var solide plusser til Ambu, GN og Zealand Pharma fredag, hvor der blandt andet var positivt analysenyt til GN og Zealand Pharma.
Modsat var der modvind til eliteindeksets banker og Vestas.
Samlet steg C25-indekset 0,3 pct. fredag til 1858,21 - og trodsede dermed strømmen af rødt i Europa. Sidste fredag sluttede eliteindekset i 1911,21.
- Der er en del af de lidt tungere aktier som Novo Nordisk og DSV, der gør gør det lidt bedre i dag. Og så stiger også GN og Zealand Pharma pænt. Men det har været lidt af en hæsblæsende uge, siger Lars Hytting, der er aktiechef i Artha Kapital, til MarketWire.
- Bankerne ligger i bunden på udsigten til de lavere renter. Federal Reserve satte renten ned torsdag - og det ventes, at Den Europæiske Centralbank følger efter i næste måned, siger han.
Novo steg 2,2 pct. til 745,70 kr., og DSV gik frem med 0,2 pct. til 1482,50 kr., mens Danske Bank og Jyske Bank faldt henholdsvis 2,0 pct. til 205 kr. og 1,5 pct. til 493,60 kr.
GN OG ZEALAND FIK ROS
GN var i hopla, efter Jyske Bank løftede sin anbefaling af aktien til "køb" fra "hold" på bagkant af denne uges regnskab for tredje kvartal, der blandt andet bød på en sænket prognose for væksten.
Til gengæld står de ventede estimatændringer ikke mål med størrelsen på kursfaldet på mere end 35 pct. siden slutningen af maj, vurderer Jyske Bank.
- Prissætningen ser derfor i stigende grad attraktiv ud både i forhold til selskabets egen historik og relativt til konkurrenterne, skriver analytiker Janne Vincent Kjær fredag i et notat.
Aktien steg 4,1 pct. til 139,50 kr.
Zealand Pharma var i hopla, efter den amerikanske storbank JPMorgan indledte dækning med den positive anbefaling "overvægt". Kursmålet er sat til 1100 kr. Også Danske Bank ser mere positivt på aktien og hæver sin anbefaling til "hold" fra tidligere "sælg".
Zealand Pharma gik også 4,1 pct. frem til 847 kr.
Og så fik medicoselskabet Ambu nyt fra den japanske konkurrent Olympus , der overraskede positivt med både indtjeningen og bundlinjen. Olympus' endoskopforretning, der konkurrerer med Ambu, leverede i regnskabsårets seks første måneder en salgsvækst på 10 pct. til 298,7 mia. yen.
Ambu-aktien endte i toppen af eliteindekset med et plus på 5,5 pct. til 123,85 kr.
I den anden ende af eliteindekset endte som sagt bankerne - men også Mærsk-aktierne trak ned i løbet af fredagen.
B-aktien faldt 1,1 pct. til 11.215 kr. på trods af godt nyt om, at spotpriserne for containerfragt fra Shanghai til en række destinationer over hele verden fortsætter opturen for tredje uge i streg - dog i et lidt lavere tempo. I ugen frem til 8. november steg SCFI-indekset med 1,2 pct. til 2331,58
VESTAS FIK ANALYTIKERLUSSING
Det har været en af de uger, som Vestas nok helst vil glemme. Hverken bedømmelsen af selskabets regnskab eller amerikanernes valg af præsident er gået vindmølleselskabets vej.
Og nu har britiske Barclays skåret en stor luns af kursmålet og ser Vestas' kurs om et år på blot 80 kr. fra 99 kr. Anbefalingen er da heller ikke overraskende i negativt terræn på "undervægt".
Det svage regnskab tirsdag kostede 12,2 pct. på kursen, dagen efter USA-valget blev Vestas banket yderligere 12,8 pct. ned, da det stod klart, at Donald Trump ville trække sig sejrrigt ud af det amerikanske præsidentvalg.
- Det har været en hård uge for Vestas. Folk sidder på hænderne - og det er markedet, der sætter prisen. Men man skal passe på med at male Fanden på væggen, siger Lars Hytting.
Vindmølleaktien mistede igen pusten og faldt til bunden af C25 med et minus på 2,8 pct. til 104,50
FREMGANG TIL SIDEPAPIRER
I den lidt mindre afdeling blev Chemometec sendt op med 28,3 pct. til 484,40 kr, efter producenten af celletællere torsdag efter børslukning præsenterede en pæn vækst i sit første kvartal. I første kvartal af 2024/25 var toplinjevæksten på 27 pct. sammenlignet med samme kvartal et år tilbage.
Nordea kvitterede ved at løftet anbefalingen til "hold" fra "sælg".
Huscompagniet gik frem med 3,4 pct. til 60,20 kr. efter sit regnskab for tredje kvartal, hvor prognosen for hele året blev indsnævret.
.\\˙ MarketWire
Tags: Danmark❯ Market Close❯ Shares❯
Mest læste lige nu
Seneste nyheder
- 1 af 1186
- næste ›