Fredagens aktier: Novo sendt i fuldt firspring oven på lovende fedmedata

Udgivet den 24-01-2025  |  kl. 17:04  |  
Arkiv: Foto

Fredagen bød på oprejsning og en stor optur til Novo Nordisk, der dermed førte det danske aktiemarked i et sikkert plus.

Stærke vægttabsdata med Novos lægemiddelkandidat, Amycretin, sendte aktien på vinderkurs omkring middagstid.

Inden da lå C25-indekset til en behersket stigning, men Novos vægttabsstudie sikrede et pænt plus til eliteindekset, der lukkede 0,5 pct. højere i 1767,89.

Novos data var da også lovende. Studiet med en injektionsbaseret udgave af vægttabskandidaten, Amycretin, viste et vægttab på 22 pct. med højeste dosis efter bare 36 uger. Og dermed var skuffelsen med vægttabsmidlet Cagrisema kort før jul om ikke glemt, så gledet en smule i baggrunden.

TORDNEDE I VEJRET

Novo-aktien tordnede i vejret og lå en overgang 14 pct. højere, men sivede igen ud på eftermiddagen, da de amerikanske handlere mødte på arbejde. Samlet blev det dog til en stigning på 7,1 pct. til 622,40 kr., og aktiefesten kom ikke som en overraskelse for Sydbanks senioranalytiker Søren Løntoft Hansen.

- Det er en fuldstændig fair reaktion på en aktie, som har været negativt påvirket af de her data fra Cagrisema, som jo selvfølgelig ikke levede op til forventningerne, men som bestemt ikke var dårlige. Aktien har også været negativt påvirket af data fra potentielle konkurrerende midler, så når man kommer ud og leverer så overbevisende data, så synes jeg også, at kursreaktionen er fuldstændig på sin plads, siger Søren Løntoft Hansen til MarketWire.

Som så ofte før smittede Novos succes også af på Zealand Pharma og Gubra, der begge arbejder med vægttabsmidler. Zealand steg 4,5 pct. til 778,50 kr., og uden for C25-indekset steg Gubra 4,2 pct. til 640 kr.

Allerede inden Novos successtudie ramte handlernes skærme, var stemningen let positiv, da investorerne vejrede morgenluft på toldområdet.

- Trump løftede stemningen i Asien med sin kommentar om, at han jo helst vil undgå told på kinesiske varer. Det er jo en noget anden retorik end tidligere, og det er klart, at hvis man kan forhandle en aftale i mål, så vil han jo nok også helst det, siger Martin Munk, senioraktierådgiver i Jyske Bank til MarketWire.

GRØNNE AKTIER MED FREMME

Blandt fredagens vindere var også nogle af de mest forslåede aktier i den senere tid.

Det gjaldt Vestas og Ørsted, som har haft det svært som konsekvens af Trumps modvilje mod vindmølleindustrien og oven på nye milliardskrivninger i USA fra Ørsted.

Ørsted steg dog 3,6 pct. til 266,10 kr., mens Vestas steg 1,6 pct. til 96,66 kr.

I bunden af C25 faldt Novonesis med 2,7 pct. til 397 kr.

- Jeg tror, at Novonesis er ramt lidt af udviklingen i sin schweiziske peer, siger Martin Munk med henvisning til Givaudan, der blandt andet laver aromaer til fødevareindustrien.

Den schweiziske gigant faldt 3,3 pct. som reaktion på sit årsregnskab.

TORM FÅR BARBERET KURSMÅL

Fra børshusene kom sent torsdag efter børslukketid nyt om et sænket kursmål for Torm. Det var SEB, der skar kursmålet til 140 kr. fra tidligere 190 kr. Anbefalingen er uændret "hold".

- Vi justerer vores estimater for fjerde kvartal på baggrund af lavere realiserede priser i december, end vi ventede tidligere. Vi skruer ned for vores estimat for overskud per aktie til med 43 pct. til 0,74 dollar (konsensus 0,75 dollar), skriver SEB.

Tankrederiet faldt 4,4 pct. til 135,80 kr.

For Genmab blev kursmålet sænket 15 pct. til 2066 kr. af Goldman Sachs, mens anbefalingen fortsat er "neutral". Genmab endte 0,6 pct. lavere i 1502,50 kr.

.\\˙ MarketWire

Jakob Dalskov

Tags:  Danmark❯  Market Close❯  Shares❯ 

Seneste nyheder

18:10 NNIT giver forventninger til 2025 og justerer målsætninger på længere sigt
17:59 Europa/lukning: Mærsk var med helt fremme i vigtigt indeks - det tyske marked satte rekord
17:24 Solar fået sænket kursmål hos Carnegie
17:07 Tirsdagens obligationer: Renten gik højere - Powell har ikke travlt med at sænke renten
17:05 Tirsdagens aktier: Mærsk var på vinderholdet mens Novo var en klods om benet
16:23 Jerome Powell i tale til Kongressen: Vi har ikke travlt med at sænke renterne
15:42 USA/åbning: Lavere forud for nyt fra Powell - Coca-Cola løftes af stærkt regnskab
15:36 Danske Bank får et enkelt påbud efter at have haft tilsynet på besøg
15:07 Tui har svært ved at sælge sommerrejser - det sender aktien sydover
14:42 Dupont-aktie sendes op efter bedre indtjening
14:26 Danske Bank ændrer renten på udvalgte lån efter rentefald
14:14 USA/tendens: Udsigt til rød åbning med fokus på Powell - Coca-Cola stiger på regnskab
13:38 Shopify falder trods regnskab med højere vækst end ventet
13:07 Coca-Cola tjener flere penge og ser aktien stige
12:46 Europa/aktier: Markedet holder skindet på næsen trods ny toldtrussel
12:25 Sydbank om Mærsks kursstigning: Investorer øjner muligt nedbrud af våbenhvile
12:14 Nordnet ramt af sikkerhedslæk - aktien falder
12:01 Obligationer/middag: Renten stiger frem mod nyt fra Powell
11:39 Guldprisen skyder i vejret: Handlere søger ly for Trumps tolduvejr
11:37 Aktier/middag: Mærsk holder markedet i status quo trods fald i Novo og Demant