Gældsaftale i USA kan presse bankernes indskud

Udgivet den 01-06-2023  |  kl. 13:56  |  

USA skal udstede ny gæld for 500 mia. dollar på kort tid. Det kan trække indlån ud af de pressede banker, hvilket atter kan antænde bankuroen i USA.

Det skriver Børsen.

- Vi regner med, at vi har fået en bekymring rullet væk, og katastrofen, hvor det hele falder fra hinanden, undgår vi. Men virkeligheden er jo, at USA er bagud med fire-fem måneders obligationsudstedelser, og dem skal de have kørt igennem på rimelig kort tid, siger Henrik Henriksen, der er chefstrateg i Petersen & Partners, til Børsen.

Thor Schultz Christensen, der er viceinvesteringsdirektør i pensionsselskabet Velliv, fortæller til Børsen, at USA's nærstående gældsudstedelse kan få flere amerikanske bankkunder til at hæve deres indlån for eksempelvis at placere dem i statsobligationer, der giver en bedre rente.

- Normalt ligger staten med 500 mia. dollar i kassebeholdning, men den er nul nu og skal derfor fyldes op, så der skal udstedes for 500 mia. dollar korte obligationer. Og pengene til at købe de obligationer skal jo komme et sted fra. Det falder sammen med bankuroen og den trend med, at indlån er på vej ud af bankerne og over i pengemarkedsfonde, siger Thor Schultz Christensen til avisen.

Nogle af de amerikanske banker er begyndt at tilbyde indlånsrenter på omkring 5 pct. - og oftest med bindingsperioder på mange måneder. I en pengemarkedsfond kan man hæve indestående med to dages varsel.

Originalartikel: Børsen, 1. juni, side 4

.\\˙ MarketWire

Redaktion

Tags:  macro❯  USA❯ 

Seneste nyheder