LVMH, Kering, Hermés og Richemont i rødt efter skuffende kinesisk aktivitet

Udgivet den 31-05-2023  |  kl. 10:44  |  

Sløje tal for den kinesiske aktivitet vejer onsdag tungt på de europæiske luksusaktier, der over en bred kam bakker.

I det brede fælleseuropæiske aktieindeks Stoxx 600 kommer det til udtryk med et fald til sektoren for forbrugsgoder på 1,4 pct., hvilket gør underindekset til det mest faldende.

Det er således alt fra LVMH, der blandt andet står bag Louis Vuttion, Gucci-ejeren Kering og Hermès til Cartier-ejeren Richemont, Swatch og Watches of Switzerland, der er klædt i rødt onsdag.

Værst går det den schweiziske urmager The Swatch Group, der dykker 3,7 pct. til 275 schweizerfranc, mens Richemont følger trop med et fald på 2,1 pct. til 147,20 schweizerfranc - begge på børsen i Zürich.

Blandt tøj- og taskeproducenterne er der minus til LVMH på 1,6 pct., Hermès bakker 2,4 pct., og Kering sætter sig 2,5 pct. Blandt øvrige aktier i minus er også Burberry, Christian Dior og danske Pandora.

Fra Kina er der natten til onsdag offentliggjort temperaturmåling blandt landets indkøbschefer, der i maj mod forventning ser mere pessimistisk på fremtiden.

I industrisektoren faldt PMI-opgørelsen til 48,8 fra 49,2 i april, hvor der ellers ifølge Bloomberg News var ventet en fremgang til 49,5. I servicesektoren faldt PMI til 54,5 i maj fra 56,4 i april, mens der var ventet en tilbagegang til 55,2.

Samlet lød det på en PMI-aflæsning på 52,9 i maj, hvor der var ventet 54,4. Det er ifølge Bloomberg News det laveste PMI-indeks siden december.

.\\˙ MarketWire

Morten Frederik Heltoft

Tags:  Shares❯  Udenlandsk selskab❯ 

Seneste nyheder