Mandagens internationale avisuddrag med fransk valg og Unionpay

Udgivet den 24-04-2017  |  kl. 07:51  |  

FINANCIAL TIMES (WWW.FT.COM):

MACRON OG LE PEN GÅR VIDERE MOD HINANDEN OM DEN FRANSKE PRÆSIDENTPOST

Efter at 97 pct. af stemmerne er talt op ved den første runde af det fransk præsidentvalg, lader den selvstændige midterkandidat Emmanuel Macron og den højreorienterede Marine Le Pen til at gå videre til den anden og afgørende runde. (MACRON AND LE PEN TO CONTEST FRENCH RUN-OFF)

NORDEA HAR HØJE AMBITIONER

Nordea Asset Managements nyudnævnte topchef, Nils Bolmstrand, udtaler til Financial Times, at Nordeas ambition er at blive Europas førende formueforvalter. Under Bolmstrands forgængers, Christian Hyldals, ledelse registrerede Nordea et rekordhøjt indløb på 14,4 mia. euro og var Europas næsthurtigst voksende formueforvalter efter Blackrock. (NORDEA: "WE ARE BELIVERS IN ACTIVE MANAGEMENT")

KINA EFTERSPØRGER AVOCADO SOM ALDRIG FØR

Kinas import af avocado boomer som følge af en mere sundhedsorienteret middelklasse. Det har bidraget til, at latinamerikanske landes eksport af avocado årligt vokser med 250 pct. (AVOCADO IMPORTS SOAR AS CHINA DEVELOPS TASTE FOR 'BUTTER FRUIT')

ADIDAS: PRODUKTIONEN BLIVER I ASIEN

Adidas' topchef, Kasper Rørsted, mener, det er en illusion at tro, at industrien vil rykke produktionen ud af Asien og tilbage til Europa. Topchefens udmelding står i skarp kontrast til udtalelser fra hans forgænger, Herbert Hainer, der sidste år proklamerede, at produktionen ville komme tilbage til Tyskland. (ADIDAS BOSS SAYS LARGE-SCALE RESHORING IS 'AN ILLUSION')

JAPAN VIL GENOPLIVE TPP UDEN USA

Japan vil genoplive handelsaftalen TPP uden deltagelse fra USA. Ifølge japanske embedsmænd vil Japan genoptage forhandlingerne uden store ændringer af dokumenterne bag TPP. (JAPAN SEEKS TO BRING PACIFIC TRADE DEAL BACK FROM THE DEAD)

UNIONPAY UDFORDRER VISA OG MASTERCARD PÅ VÆKSTMARKEDER

Kinesiske Unionpay, der er verdens største bankkortvirksomhed, udfordrer Visa og Mastercard globalt. Hidtil har Unionpay blot domineret det kinesiske marked, men virksomheden prioriterer nu vækstmarkeder med uudnyttet potentiale som Myanmar, Indonesien, Malaysia og Kasakhstan. (CHINA'S FIGHT WITH VISA AND MASTERCARD GOES GLOBAL)

WALL STREET JOURNAL (WWW.WSJ.COM):

DET FRANSKE PRÆSIDENTVALG: EU-TILHÆNGEREN MOD EU-SKEPTIKEREN

Efter at næste alle stemmerne er talt op i første runde af det franske præsidentvalg, fører midterkandidaten Emmanuel Macron og den højreorienterede Marine Le Pen med henholdsvis 23,75 pct. og 21,5 pct. af stemmerne. De to kandidater er stærkt uenige om Frankrigs fremtidige forhold til EU, hvor Macron ønsker at øge Frankrigs integration med EU, mens Le Pen er stor modstander af unionen og euro. (FRENCH PRESIDENTIAL RUNOFF HERALDS NEW POLITICAL ERA)

NYT OPKØB I MEDICINALBRANCHEN TIL 24 MIA. DOLLAR

Den amerikanske producent af medicinsk udstyr Becton, Dickinson and Company meldte søndag ud, at selskabet vil overtage den førende teknologiproducent inden for medicinalindustrien, C.R. Bard, for 24 mia. dollar. Handlen er den seneste af en række inden for branchen, der de seneste år har oplevet en intens konsolidering. (BECKTON DICKINSON TO ACQUIRE C.R. BARD FOR $24 BILLION)

USA'S TOBAKSINDUSTRI SKOVLER PENGE IND VED AT SKRUE PRISERNE OP

Trods den amerikanske regerings regulering mod tobaksindustrien, færre rygere og omfattende retssager oplever industrien en voksende omsætning. Amerikanere brugte i 2016 flere penge i detailhandlen på cigaretter end på sodavand og øl tilsammen takket være tobaksselskabernes øgede cigaretpriser. (AGAINST ALL ODDS, THE U.S. TOBACCO INDUSTRY IS ROLLING IN MONEY)

UNITEDS TOPCHEF SIGER NEJ TIL FORMANDSPOST SOM REAKTION PÅ NEGATIV MEDIESAG

Det amerikanske luftfartsselskab United Airlines døjer med en uheldig sag om, at en passager fysisk blev tvunget af et af selskabets fly for to uger siden. Som følge af sagen vil Uniteds topchef, Oscar Munoz, ikke som tidligere planlagt også overtage formandsposten. Desuden vil selskabet fokusere på at skabe ledelsesaflønning baseret på forbrugerservice. (UNITED SAYS CEO WON'T TAKE CHAIRMANSHIP, PLANS CHANGES TO EXECUTIVE COMPENSATION)

THE GUARDIAN (WWW.GUARDIAN.CO.UK):

MEXICO: MERE END 35 OMKOMMET PÅ EN WEEKEND EFTER STIGENDE BANDEVOLD

Bandevold relateret til narkohandlen i Mexico stiger, og mindst 35 mennesker omkom henover weekenden i voldshandlinger, der har nået et niveau, som ikke er set siden 2011. Volden er steget, efter at kartellederen Joaquin 'El Chapo' Guzman i januar blev arresteret og udleveret til USA. (MEXICO: SURGE IN DRUG GANG VIOLENCE LEAVES 35 DEAD IN ONE WEEKEND)

THE DAILY TELEGRAPH (WWW.TELEGRAPH.CO.UK):

EURO NÅR HØJESTE NIVEAU I SEKS MÅNEDER EFTER FRANSK VALG

Euroen blev efter de indledende resultater af det franske præsidentvalgs første runde styrket mod dollar med mere end 2 pct. Den europæiske valutas optur sendte den kortvarigt op på det højeste niveau mod dollar i seks måneder. (EURO SURGES TOWARDS SIX-MONTH HIGH ON FRENCH ELECTION RELIEF)

THE INDEPENDENT (WWW.INDEPENDENT.CO.UK):

DET FRANSKE PRÆSIDENTVALG: OPRØR I GADERNE I KØLVANDET PÅ DE FØRSTE RESULTATER

Efter at de første resultater af det franske præsidentvalgs første runde blev offentliggjort, opstod der sammenstød mellem politiet og grupper af anarkister, anti-fascister og andre i de parisiske gader. Politiet brugte tåregas mod demonstranterne, der kastede flasker og fyrværkeri mod politiet. (FRENCH ELECTION: ANTI-FASCIST PROTESTERS CLASH WITH POLICE IN PARIS AFTER EARLY RESULTS PUT LE PEN IN FINAL ROUND)

/ritzau/FINANS

Astrid Melchior Olesen +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail:finans@ritzau.dk, www.ritzaufinans.dk

Tags:  Newspaper - Internat❯