Mexicos centralbank sænker renten
Den mexicanske centralbank, Banco de México eller bare Banxico, har torsdag sænket sin toneangivende rente med 0,25 pct. til 7,50 pct.
Det skriver Bloomberg News.
Centralbanken har det med at følge den amerikanske kollega med op og ned for at holde pesoens niveau over for dollaren. Selv om der torsdag dog ikke har været rentemøde i USA, så var det ikke den store overraskelse med den mexicanske rentenedsættelse, da 17 ud af 26 adspurgte økonomer ifølge Bloomberg News havde regnet med en sænkning til 7,50 pct. De andre ni havde ventet en dobbelt så stor sænkning.
Det er tredje rentemøde i træk af Banxico sætter renten ned, da den mexicanske økonomi oplever en faldende inflation og en opbremsning i væksten, ligesom pesoen for tiden viser styrke.
Blandt G20-landene har Mexico den højeste inflationsjusterede rente - kun overgået af Tyrkiet. Eurozonen ligger i bunden med negative renter.
/ritzau/FINANS