Novo Nordisk og Mærsk stopper samarbejde med Copenhagen Pride
Novo Nordisk og A.P. Møller-Mærsk bremser støtten til Copenhagen Pride, efter at organisationen har krævet, at kommercielle partnere skulle give "et tilfredsstillende svar" om interesser og aktiviteter i Israel og Palæstina.
Det skriver Berlingske.
Også Dansk Industri har trukket støtten efter udmeldingen fra Copenhagen Pride.
Organisationen har sidenhen beklaget for "dårlig kommunikation", men det har vist sig ikke at være nok.
Mærsk oplyser i et skriftligt svar til Berlingske, at selskabet "forventer i sådanne partnerskaber en høj grad af forudsigelighed og et uforstyrret fokus på den sag, partnerskabet omhandler".
Logistikkoncernen vil fortsat "fremme seksuel og kønsmæssig diversitet" i Mærsk.
Novo Nordisk har ligeledes trukket støtten.
- Vi forlænger ikke partnerskabet denne gang, men vi vil gerne takke Copenhagen Pride for samarbejdet omkring denne vigtige sag, skriver selskabets presseafdeling til Berlingske.
I stedet har Novo Nordisk indgået et samarbejde med idrætsforeningen Pan Idræt.
Copenhagen Pride meldte tidligere i år ud, at selskaber, der ikke ikke kunne give "et tilfredsstillende svar" på aktiviteter og interesser i Israel og Palæstina, ikke ville få lov til at være partnere i fremtiden.
Budskabet vakte ifølge Berlingske harme hos politikere, samarbejdspartnere og sågar personer i lgbt-miljøet.
Link til originalartikel: https://www.berlingske.dk/kultur/danske-giganter-foelger-trop-stopper-sa...
.\\˙ MarketWire
Tags: Shares❯