Obligationer/åbning: Renterne stiger fra start efter onsdagens rentemøde i USA
Renterne stiger torsdag ved åbningstid efter onsdagens rentemøde i den amerikanske centralbank, Federal Reserve.
Ved rentemøde fastholdt Federal Reserve renten på 5,25 pct. til 5,50 pct., men samtidig hævede centralbanken sine renteforventninger. Med det signalerede Federal Reserve, at den vil holde renten højere i længere tid.
Torsdag åbner renten på den tiårige danske statsobligation med en stigning på 3 basispoint til 3,00 pct. Onsdag lukkede den danske rente i 2,97 pct. med et fald på 4 basispoint, efter at olieprisen trak sig en smule tilbage.
Torsdagen byder på en stime af rentemøder. Sverige åbner ballet klokken 9.30 efterfulgt af Norge, Storbritannien og Schweiz.
- Vi venter, at renten bliver knaldet op med 0,25 procentpoint i Schweiz, Norge, Sverige og Storbritannien. Hvis flere af centralbankerne samtidigt signalerer, på linje med Den Europæiske Centralbank (ECB) i sidste uge, at det formentlig også var den sidste renteforhøjelse, kan det presse de globale renter ned, skriver Mathias Dollerup Sproegel, der er seniorøkonom i Sydbank, i en morgenkommentar.
Britiske inflationstal skabte røre på markedet onsdag, efter at inflationen aftog for tredje måned i træk. Samtidig var konsensus, at inflationen ville stige. Tallene er med til at sætte ekstra fokus på rentemødet i Storbritannien.
- Hvor en renteforhøjelse på dagens rentemøde i Bank of England tirsdag var nærmest sikker, vurderer investorerne nu, at det er 50/50, om Bank of England hæver renten torsdag, skriver Mathias Dollerup Sproegel.
Udover rentemøder byder torsdagen også på nøgletal fra USA, blandt andet tal for nytilmeldte ledige, og en tale fra Isabel Schnabel, der er medlem af ECB.
Torsdag morgen er der også kommet tal fra Danmarks Statik for den danske forbrugertillid i september. Nøgletallene viser, at forbrugertilliden er faldet minus 13,0 pct. fra minus 10,9 pct. måneden før.
.\\˙ MarketWire
Tags: Bonds❯ Danmark❯ Market Open❯
Mest læste lige nu
Seneste nyheder
- 1 af 1185
- næste ›