Obligationer/åbning: Uændret rente fra start før BNP-tal fra USA
Væksten i den amerikanske økonomi kommer i søgelyset torsdag, hvor det danske obligationsmarked er åbnet uændret.
Renten på den toneangivende tiårige danske statsobligation er startet i 2,38 pct., hvilket er helt uændret fra onsdag, hvor renten faldt med 3 basispoint.
Torsdag eftermiddag leveres det første bud på den amerikanske BNP-vækst i fjerde kvartal, hvor de positive takter ventes at fortsætte, efter at tredje kvartal viste fremgang efter negativ vækst de to første kvartaler sidste år.
Økonomer adspurgt af Bloomberg News venter en vækst på årsniveau på 2,6 pct. efter en vækst på 3,2 pct. i tredje kvartal.
- Skød den amerikanske økonomi en endnu højere fart, end investorerne forventer, kan det presse renterne op, vurderer seniorøkonom Mathias Dollerup Sproegel fra Sydbank i en morgenkommentar.
Eftermiddagen byder også på tal for det amerikanske boligmarked i form af nyboligsalget, der i december ventes at være faldet med 4,4 pct. til 612.000 enheder.
Boligsalget er faldet med næsten 50 pct. siden toppen i august 2020, skriver Sydbanks seniorøkonom, men solide ordrebøger betyder, at vendingen endnu ikke har slået igennem på byggebeskæftigelsen.
- Det er dog formentlig kun et spørgsmål om tid, og hvis salget af nye huse forværres yderligere i december, kan det dæmpe humøret på finansmarkederne, vurderer Mathias Dollerup Sproegel.
.\\˙ MarketWire
Tags: Bonds❯ Danmark❯ Market Open❯