Obligationer/middag: Renten kravler op trods svage tyske tal

Udgivet den 24-06-2022  |  kl. 12:05  |  

Den tiårige danske rente kravler ved middagstid fredag en smule i vejret oven på de seneste dages markante rentefald. Det sker trods et værre end ventet tysk IFO-indeks, der dog ikke viste markante fald.

Det tyske erhvervstillidsindeks udviklede sig dårligere end ventet i juni, da det faldt til 92,3 fra 93,0 måneden før. Her var ifølge estimater indsamlet af Bloomberg ventet et indeks på 92,8.

Respondenternes vurdering af det nuværende forretningsklima faldt til 99,3 fra 99,6 måneden før. Det var dog bedre end økonomernes forventning på 99,0.

Endelig faldt forventningsindekset til 85,8 fra 86,9. Økonomerne havde ifølge Bloomberg ventet en stigning i forventningsindekset til 87,4.

Renten på den tiårige statsobligation oppebærer ved middagstid en rente på 1,81 pct. - 4 basispoint højere end torsdag eftermiddag, hvor den tiårige rente faldt 11 basispoint.

Fredagens IFO-tal lægger sig blandt de svage konjunkturindikatorer, der er kommet i løbet af de seneste uger, som vidner om en bredt funderet vækstafmatning i både euroområdet og USA.

Fredag ud på eftermiddagen kommer der også en række nøgletal fra USA. Handlerne kan se frem til nyt om forbrugertilliden, varige goder og data for hussalget - en række tal, der kan sige noget om forbrugernes tilstand.

.\\˙ MarketWire

Christian Iversen Kielberg

Tags:  Bonds❯  Danmark❯  Intraday❯