Obligationer/middag: Små rentefald før amerikansk forbrugertillid

Udgivet den 26-03-2024  |  kl. 12:07  |  

Det danske obligationsmarked indledte tirsdagens handel med små rentestigninger, men i løbet af formiddagen er det blevet vekslet om til let faldende renter.

Ved middagstid ligger renten på den toneangivende tiårige danske statsobligation i 2,38 pct., hvilket et 3 basispoint lavere end mandag, hvor renten steg 4 basispoint.

I eftermiddag er der fokus på amerikansk forbrugertillid, ordreindgang af varige goder til industrien og boligpriser.

- Der er nok næppe nogle af nøgletallene, der rigtigt påvirker investorernes risikovillighed, med mindre forbrugertilliden falder solidt og dermed sår tvivl om den bløde landing. Det er især interessant efter et noget skuffende detailsalg på det seneste har indikeret, at amerikanerne er ved at spænde livremmen ind. Vi venter dog kun et lille fald i marts, skriver Jyske Bank i en kommentar.

Tirsdag morgen viste detailsalget i Danmark sig at være steget med 2,2 pct. i februar fra måneden før.

Ifølge Palle Sørensen, cheføkonom i Nykredit, nyder detailsalget godt af optimistiske forbrugere.

- Danskerne skruede virkelig op for forbruget hen mod slutningen af sidste år, og meget tyder altså på, at det ikke var midlertidigt og fortsætter, skriver han i en kommentar til tallene fra Danmarks Statistik.

Han tilskriver udviklingen den massive fremgang, som danskerne oplever i deres købekraft.

- Inflation er helt i bund og lønningerne (i første omgang i det private) stiger i et historisk stort tempo. En del af den fremgang bliver tydeligvis konvergeret til yderligere forbrug - et godt udgangspunkt for væksten i samfundet her i starten af det nye år, lyder det videre fra Palle Sørensen.

.\\˙ MarketWire

Flemming Thestrup Andersen

Tags:  Bonds❯  Danmark❯  Intraday❯ 

Seneste nyheder