Obligationer/tendens: Rolig åbne i vente før vigtige inflationstal

Udgivet den 31-05-2023  |  kl. 07:00  |  

Efter tirsdagens markante rentefald efter den forlængede weekend venter der en mere rolig start på den danske obligationshandel onsdag, hvor markedets fokus vil være rettet mod dagens europæiske inflationstal.

Efter den positive overraskelse i tirsdagens spanske inflationstal, vil der blive holdt øje med om tendensen fortsætter i de tre store økonomier: Tyskland, Frankrig og Italien.

Tirsdag bød på store rentefald på den tiårige danske statsobligation, der skulle indhente en del af det tabte efter den forlængede pinseweekend. Hen over weekenden nåede de amerikanske politikere en foreløbig aftale om en udvidelse af gældsloftet, og det sendte den tiårige danske rente ned med hele 18 basispoint til 2,65 pct.

Det amerikanske obligationsmarked fulgte trop ved åbningen og her faldt renten på den toneangivende tiårige statsobligation 11 basispoint til 3,69 pct. Onsdag morgen er den tiårige rente faldet yderligere 2 basispoint til 3,67 i handlen på markedet i Tokyo og ligger nu 3 basispoint lavere end ved dansk lukketid tirsdag.

Allerede kl. 8.45 kommer der inflationstal på bordet, når Frankrig som det første af dagens tre aktører offentliggør tal for forbrugerprisstigningerne i maj. Det bliver fulgt op af Italien kl. 11, og Tyskland runder dagen af kl. 14.

- Efter i dag har de fire største økonomier i eurozonen offentliggjort inflationstallene for maj, og dermed har vi efter i dag et godt indblik i morgendagens inflationstal fra eurozonen. Inflationen forventes at aftage i alle tre lande. De største dyk i inflationen forventes i Tyskland og Italien, vurderer Mathias Dollerup Sproegel, der er seniorøkonom i Sydbank.

Derudover byder dagen også på den såkaldte Jolts-rapport fra USA, der hver måned måler antallet af ledige stillinger. Der er fortsat flere ledige stillinger, end der er ledige hænder - om end tendensen er aftagende, skriver Sydbank-økonomen:

- Niveauet er dog noget højere, end direktørerne i den amerikanske forbundsbank bryder sig om, og de ser gerne et fald i de ledige stillinger i dag. Skulle antallet af ledige stillinger falde under 9 millioner, så kan det presse renterne ned.

.\\˙ MarketWire

Christian Iversen Kielberg

Tags:  Bonds❯  Danmark❯  Preview❯  indblik❯ 

Seneste nyheder