Obligationer/tendens: Udsigt til små rentefald efter aftale om gældsloft

Udgivet den 30-05-2023  |  kl. 06:57  |  

Der er små rentefald i udsigt ved åbningen af det danske obligationsmarked tirsdag, hvor handlerne vender retur efter en forlænget weekend i anledningen af pinsen.

Her skal de tage stilling til den gældsloftsaftale, der efter langstrakte forhandlinger faldt på plads natten til søndag i USA, men som fortsat skal stemmes igennem i Kongressens to kamre.

- De første republikanske stemmer har allerede været ude at kritisere aftalen, så det bliver ikke uden kamp. De seneste estimater lyder på, at der er penge i kassen til at betale regningerne i USA indtil den 5. juni. Investorerne vil derfor i denne uge have fokus på, om aftalen bliver stemt igennem i Kongressen, skriver Sydbanks seniorøkonom Mathias Dollerup Sproegel i en analyse.

I USA har handlerne indtil videre reageret ved at sende aktiefutures en anelse op, mens renterne er faldet en smule tilbage efter aftalen, og det kan give en indikation af retningen på det danske marked, når der åbnes.

Fredag steg den toneangivende tiårige danske statsobligation 5 basispoint til 2,83 pct., og i morgentimerne toppede renten i 2,86 pct., som var det højeste niveau siden starten af marts.

Hos amerikanerne var tendensen omvendt, da renten på den toneangivende tiårige amerikanske statsobligation faldt 4 basispoint til 3,80 pct., hvilket samtidig var 4 basispoint lavere end niveauet ved dansk børslukketid.

Tirsdag morgen fortsætter den faldende tendens, da renten ligger i 3,76 pct. i Tokyo.

Rykker man tættere på hjem skal blikket rettes mod Spanien tirsdag, lyder det fra Sydbank i en morgenkommentar.

- Vi vurderer, at det danske obligationsmarked vil åbne med en tendens til rentefald. Dagens vigtigste nøgletal bliver den spanske inflation for maj. Vi venter, at den spanske inflation aftager fra 3,8 procent i april. Skulle den spanske inflation falde mere end ventet, kan det presse renterne ned, skriver Mathias Dollerup Sproegel.

.\\˙ MarketWire

Trine Vestergaard

Tags:  Bonds❯  Danmark❯  Preview❯  indblik❯ 

Seneste nyheder