Obligation/tendens: Amerikansk jobrapport kan skubbe til renten
Der er lagt op til en rolig start på det danske obligationsmarked fredag, inden spændingen i form af den amerikanske jobrapport for maj udløses i eftermiddag.
Renten på den toneangivende tiårige danske statsobligation faldt torsdag 2 basispoint til 2,55 pct. Over ugen er statspapiret faldet 28 basispoint.
I USA faldt den tilsvarende statsobligation torsdag 5 basispoint til 3,60 pct. På markedet i Tokyo forrentes den fredag i 3,61 pct., hvilket også var niveauet torsdag klokken 17.
Den toårige toneangivende amerikanske statsobligation faldt 6 basispoint til 4,34 pct. Fredag morgen stiger renten 1 basispoint til 4,35 pct.
Jobrapporten, der opgør udviklingen i beskæftigelsen, arbejdsløsheden og lønstigningerne, har fungeret som det primære pejlemærke for den amerikanske centralbank, Federal Reserve, til at vurdere, i hvor høj grad renten har skullet strammes.
Indtil videre har det kastet ti renteløft af sig til en rente på 5,00-5,25 pct. Flere chefer i centralbanken har dog flaget for, at man i juni kan springe en yderligere renteforhøjelse over.
Der er ventet en jobskabelse på 195.000 i maj mod 253.000 måneden før, og arbejdsløsheden ventes ifølge økonomer adspurgt af Bloomberg News at være steget til 3,5 pct. fra 3,4 pct. Imens ventes lønstigningerne uændret på 4,4 pct.
- Beskæftigelsesfremgangen har gennem længere tid været overraskende stærk. Vi hæfter os dog ved, at jobvæksten har været aftagende, og ansøgningerne om dagpenge er stigende, skriver Mathias Dollerup Sproegel, der er seniorøkonom i Sydbank, i en morgenkommentar.
Skulle jobrapporten trodse forventningerne og vise en stærkere udvikling, kan det presse renterne i forventning om endnu et renteløft fra Federal Reserve.
Torsdag fik markedet en mulig forsmag på den officielle jobrapport i form af ADP-beskæftigelsesrapporten over det private amerikanske jobmarked. Den viste i maj en stigning på 278.000, hvor der var ventet 170.000 ifølge Bloomberg News.
.\\˙ MarketWire
Mest læste lige nu
Seneste nyheder
- 1 af 1182
- næste ›