OK i omfattende strategisk samarbejde med Ström
København--9. august--NetPosten--Olieselskabet OK og elhandelsselskabet Ström forventer med en ny, omfattende samarbejdsaftale at blive en af de tre førende leverandører til de danske el-forbrugere. De to selskaber sælger i dag el til storkunder og er en oplagt alliance, når også private husstande frit kan købe el om godt to år.
Selv om kun et fåtal af danskerne endnu har mærket noget til liberaliseringen af det danske elmarked, er den i fuld gang. I første omgang er fordelene ved den frie konkurrence dog forbeholdt de helt store elforbrugere i industrien og inden for det offentlige, men allerede fra årsskiftet 2000/2001 tages det næste store skridt. Til den tid vil kunder med et årligt elforbrug på mere end én million kilowatt timer få adgang til det frie marked, og fra januar 2003 får også alle private husstande adgang til selv at vælge elleverandør.
Det er ikke mindst på den baggrund, at Nordens største energiselskab, det svenske Vattenfall, gennem sit danske datterselskab Ström A/S nu indgår en samarbejdsaftale med det forbrugerejede olieselskabet OK a.m.b.a.
Samarbejdsaftalen med OK går i store træk ud på, at Ström leverer el-løsninger, som skal afsættes gennem OKs landsdækkende salgsorganisation. Ifølge OK og Ström indebærer samarbejdet flere fordele for kunderne, i første omgang erhvervsvirksomhederne.
- Det handler først og fremmest om at styrke kundernes frie valg og samtidig gøre det både enklere og billigere for dem at købe el - fuldstændig på samme måde, som vi har set med tele-liberaliseringen, hvor nye uafhængige udbydere jo også har holdt deres indtog på markedet, siger Ströms administrerende direktør, Per Ebert. Han fremhæver, at Ström er et uafhængigt elhandelsselskab og helt fri af bindinger til de tidligere monopolselskaber.
- Ström er gået på markedet med hele Vattenfalls erfaring og kompetence fra det frie elmarked i de andre nordiske lande i ryggen. I første omgang til gavn for erhvervslivet, som vi nu kan tilbyde totale energiløsninger på rene markedsvilkår, men snartkommer også alle de private elkunder med, tilføjer Per Ebert.
OKs administrerende direktør, Mogens Poulsen lægger vægt på, at man med aftalen gør det nemmere for kunderne.
- Det er en fordel for kunderne, at de kan samle alle deres energiindkøb hos én leverandør, som de kender i forvejen og ved de kan have tillid til, siger han.
Selv om der ikke er tale om en sammenlægning af de to selskaber, og begge parter fortsat vil markedsføre sig med hver sin profil, så oplyser Mogens Poulsen, at der er gået mange strategiske overvejelser forud for det skridt, OK og Ström nu har taget sammen.
- OK og Ström passer på mange måder godt sammen. Vi supplerer hinanden både med hensyn til kompetencer og i vores tilgang til markedet. I OK får vi på elsiden tilført en betydelig indkøbs- og rådgivningskompetence, mens Ström får stillet en velfungerende, landsdækkende salgsorganisation til sin rådighed, siger Mogens Poulsen.
Også på produktsiden er der ifølge selskaberne umiddelbare fordele at hente, da samarbejdet er et godt udgangspunkt for sammen at udvikle helt nye og mere overordnede løsninger til fremtidens energiforbrugere.
En anden væsentlig bevæggrund til at indgå i et strategisk samarbejde har været, at både OK og Ström bakker op om den nye el-lovs intentioner om, at forbrugeren skal have reel valgfrihed på et frit marked.
OK omsatte sidste år for 1,8 mia. kroner og beskæftiger i alt 286 medarbejdere i Danmark. Ström har siden etableringen i Danmark forrige år ansat 10 medarbejdere. Omsætningen i 1999 var knap 200 millioner kroner.