PANDORA OFFENTLIGGØR REGNSKAB FOR 2015

Udgivet den 09-02-2016  |  kl. 08:00  |  
  • Koncernomsætningen udgjorde DKK 16.737 mio. i 2015 mod DKK 11.942 mio. i 2014, svarende til en stigning på 40,2% eller 28,9% i lokal valuta:
    • Omsætningen i Nord- og Sydamerika steg med 31,8% (en stigning på 14,6% i lokal valuta)
    • Omsætningen i Europa steg med 42,3% (en stigning på 37,1% i lokal valuta)
    • Omsætningen i Asien og Stillehavsområdet steg med 58,0% (en stigning på 45,1% i lokal valuta)
    • Omsætningen fra konceptbutikker udgjorde 62,1% af den samlede omsætning og steg med 54,1% i forhold til 2014
  • Bruttomarginen steg til 72,9% i 2015 fra 70,5% i 2014
  • EBITDA steg med 44,7% til DKK 6.214 mio. i 2015, svarende til en EBITDA-margin på 37,1% i forhold til 36,0% i 2014
  • EBIT steg med 42,8% til DKK 5.814 mio. i 2015, svarende til en EBIT-margin på 34,7% i forhold til 34,1% i 2014
  • Årets resultat steg med 18,6% til DKK 3.674 mio. i 2015 mod DKK 3.098 mio. i 2014
  • I 2015 udgjorde det frie cash flow DKK 2.449 mio. (DKK 3.444 mio. når der ses bort fra skatte- og renteudgifter på DKK 995 mio. vedrørende forliget i forbindelse med transfer pricing revision) mod DKK 3.868 mio. i 2014, svarende til et fald på 36,7%
  • For regnskabsåret 2015 foreslår bestyrelsen, at det årlige udbytte forhøjes med 44% i forhold til 2014 til et udbytte på DKK 13 pr. aktie (ca. DKK 1,5 mia.) og foreslår, at der annulleres 5.240.348 aktier, svarende til 4,28% af den samlede aktiekapital
  • PANDORA vil i dag påbegynde et nyt aktietilbagekøbsprogram for op til DKK 4,0 mia., som skal gennemføres i 2016 med det hovedformål at reducere Selskabets aktiekapital på generalforsamlingen i 2017.

I forbindelse med resultatet for 2015 udtaler PANDORAs CEO Anders Colding Friis:
“2015 blev endnu et succesrigt år for PANDORA. Kraftig salgsvækst øgede vores omsætning med næsten DKK 5 mia., som var bredt fordelt mellem geografiske områder og produktgrupper, hvor der alle steder blev opnået tocifrede vækstrater. Vi fastholdt vores fokus på netværket af brandede butikker, og i årets løb tilføjede vi næsten 400 nye konceptbutikker på globalt plan. Den kraftige omsætningsvækst blev også afspejlet i vores EBITDA, som steg med mere end 40%.
 

RESULTATFORVENTNINGER TIL 2016

  Helåret 2016
Forventet
Helåret 2015
Realiseret
Omsætning, DKK mia. >19 16,7
EBITDA-margin >37% 37,1%
Anlægsinvesteringer, DKK mio. Ca. 1.000 1.109
Effektiv skatteprocent Ca. 21% 31,3%

PANDORA vil i 2016 igen have fokus på at øge væksten i det direkte sammenlignelige salg i de eksisterende butikker samt på at udvide butiksnetværket på nyere samt mere etablerede markeder. Omsætningen ventes at stige til over DKK 19 mia., hvor det eksisterende netværk forventes at bidrage med en tredjedel af væksten og udvidelse af butiksnetværket med de resterende to tredjedele. Baseret på nuværende valutakurser, forventer PANDORA, at valutakursudviklingen vil have en negativ effekt på omsætningen på ca. 3% i forhold til 2015.

EBITDA-marginen i 2016 forventes at blive mere end 37%. Det forventes at EBITDA-marginen vil blive positivt påvirket af lavere råvarepriser i 2016, hvilket dog forventes at blive modsvaret af en højere kompleksitet i produktionen. Yderligere forventes EBITDA-marginen at blive positivt påvirket af en øget omsætning per omkostningskrone i PANDORAs mere etablerede markeder, hvilket forventes delvist modsvaret af PANDORAs ekspansion primært i Asien. På grund af omkostninger relateret til ekspansionen i Asien, forventes EBITDA-marginen at blive højere i det andet halvår 2016 end i det første halvår.

Årets anlægsinvesteringer forventes at udgøre ca. DKK 1.000 mio. Det forventede investeringsniveau inkluderer udvikling af produktionsanlæggene i Thailand, investering i PANDORAs distributionsnetværk, herunder den annoncerede acceleration af ekspansionen i Kina og Japan, samt forsat høje IT-investeringer. Anlægsinvesteringerne for 2017 forventes at forblive på et højt niveau, svarende til 2016, grundet fortsatte investeringer i de førnævnte områder.

Den effektive skatteprocent for 2016 forventes at være ca. 21%, mod en effektiv skatteprocent på 31,3% i 2015 (eller 22,2% eksklusive skatteomkostninger relateret til forliget med de danske skattemyndigheder i maj 2015, inklusive effekten på skattepositionen i andre koncernvirksomheder). Faldet skyldes primært nedsættelsen af den danske selskabsskattesats fra 23,5% i 2015 til 22% i 2016.

PANDORA planlægger at fortsætte udvidelsen af forhandlernetværket i 2016 og forventer at tilføje mere end 250 nye konceptbutikker i løbet af året, hvoraf 60% forventes åbnet i Europa regionen, 20% i Nord- og Sydamerika og 20% i Asien og Stillehavsområdet.

Forventningerne er baseret på valutakurser på dagen for offentliggørelse.

UDBYTTE
Som tidligere udmeldt er det bestyrelsens mål at udbetale et årligt stigende nominelt udbytte pr. aktie. Efter at have opnået et solidt overskud i 2015 foreslår bestyrelsen, at der udbetales udbytte på DKK 13 pr. aktie for året, svarende til en stigning på 44% i forhold til sidste år. Dette svarer til DKK 1,5 mia., såfremt de 5.240.348 aktier annulleres på generalforsamlingen i marts 2016.

PANDORA-aktien handles eksklusive udbytte dagen efter generalforsamlingen den 16. marts 2016. Der vil automatisk blive udbetalt udbytte via VP Securities den 21. marts 2016.

AKTIETILBAGEKØBSPROGRAM FOR 2015
I årsrapporten for 2014 offentliggjorde PANDORA planer om at tilbagekøbe egne aktier for et beløb på op til DKK 3,9 mia. i 2015 i et aktietilbagekøbsprogram. Pr. 31. december 2015 havde Selskabet tilbagekøbt i alt 5.384.673 aktier, svarende til en transaktionsværdi på DKK 3,9 mia. og en gennemsnitlig købspris på DKK 723,8. Pr. 31. december 2015 ejede PANDORA i alt 6.063.915 egne aktier, svarende til 4,96% af aktiekapitalen. Formålet med programmet er at nedbringe PANDORAs aktiekapital og opfylde de forpligtelser, der måtte opstå i forbindelse med aktieoptionsprogrammer for Selskabets medarbejdere. Pr. 31. december 2015 udgjorde den samlede potentielle forpligtelse 823.567 aktier som følge af årlig tildeling i forbindelse med aktieoptionsprogrammet for Selskabets medarbejdere.

På den ordinære generalforsamling vil bestyrelsen foreslå en nedsættelse af selskabets aktiekapital med et nominelt beløb på DKK 5.240.348 gennem annullering af 5.240.348 egne aktier à DKK 1, svarende til 4,28% af aktiekapitalen.

NYT AKTIETILBAGEKØBSPROGRAM FOR 2016
PANDORAs bestyrelse har besluttet at lancere et tilbagekøbsprogram i 2016, hvorunder Selskabet forventer at tilbagekøbe egne aktier for et beløb på op til DKK 4,0 mia., sammenlignet med DKK 3,9 mia. i 2015. Aktietilbagekøbsprogrammet er med forbehold for godkendelse af en forlængelse af den nuværende bemyndigelse til at købe egne aktier på vegne af Selskabet på den ordinære generalforsamling den 16. marts 2016. Under den nuværende bemyndigelse vedtaget på den ordinære generalforsamling og gældende fra d. 19. marts 2015 har Selskabet ret til at købe egne aktier med en samlet nominel værdi på op til 10% af PANDORAs aktiekapital. PANDORA har tilbagekøbt egne aktier svarende til 3,8% af aktiekapitalen under denne bemyndigelse.

Bestyrelsen agter på generalforsamlingen i 2017 at fremsætte forslag om, at PANDORAs aktiekapital reduceres med aktier købt under programmet. PANDORA kan også bruge de aktier, der er købt under programmet, til at opfylde de forpligtelser, der opstår i forbindelse med Selskabets medarbejderaktieoptionsprogrammer udstedt i 2016. Den samlede forpligtelse for 2016-programmet forventes at udgøre ca. 100.000 aktier.

Aktietilbagekøbsprogrammet implementeres i henhold til bestemmelserne i Europa-Kommissionens forordning nr. 2273/2003 af 22. december 2003 (Safe Harbour), som beskytter børsnoterede selskaber mod overtrædelse af lovgivning om insiderhandel i forbindelse med aktietilbagekøb. Programmet ophører senest den 31. december 2016.

PANDORA har udpeget Nordea Bank Danmark A/S (Nordea) som Lead Manager for programmet. I henhold til særskilt aftale med Selskabet vil Nordea tilbagekøbe aktier på vegne af PANDORA og træffe beslutninger om handel med PANDORAs aktier uafhængigt af og uden indflydelse fra PANDORA.

Programmet vil blive implementeret i henhold til bemyndigelsen inden for følgende rammer:

  • Den maksimale købesum for tilbagekøbte PANDORA-aktier i programmets løbetid er DKK 4,0 mia.
  • Programmet ophører senest den 31. december 2016.
  • Det maksimale antal aktier, der skal købes pr. handelsdag i markedet, vil svare til 25% af den gennemsnitlige daglige omsætning af aktier i Selskabet, der er handlet på NASDAQ Copenhagen i de foregående 20 handelsdage
  • Aktierne kan ikke købes til kurser, der er højere end de to følgende kurser:
    1. Kursen på den seneste uafhængige handel
    2. Kursen på det højeste uafhængige bud på NASDAQ Copenhagen

PANDORA kan til enhver tid afslutte programmet. Hvis Selskabet træffer beslutning om at afslutte programmet, skal PANDORA give meddelelse herom, og Nordea vil som følge heraf ikke længere være berettiget til at købe aktier på vegne af PANDORA.

Selskabet vil ugentligt udstede en meddelelse om de transaktioner, der er foretaget under programmet.

ÅRSRAPPORT 2015
PANDORAs årsrapport 2015 er blevet offentliggjort i dag og kan downloades fra Investor-afsnittet på hjemmesiden, www.pandoragroup.com.

TELEFONKONFERENCE
Der afholdes i dag kl. 10.00 en telefonkonference for investorer og finansanalytikere, som kan følges på www.pandoragroup.com. Den tilhørende præsentation vil være tilgængelig på hjemmesiden en time inden telekonferencen.

Investorer og analytikere bedes benytte følgende telefonnumre:
Danmark: +45 38 48 75 13
Storbritannien (internationalt): +44(0) 20 3427 1906 
USA: +1 646 254 3366

For at sikre, at telefonkonferencen begynder rettidigt, bedes deltagerne ringe på det relevante nummer fem minutter inden det planlagte starttidspunkt. Når der ringes ind til telefonkonferencen, skal bekræftelseskoden “PANDORA” angives.

OM PANDORA
PANDORA designer, fremstiller og markedsfører håndforarbejdede og moderne smykker af høj kvalitet til tilgængelige priser. PANDORAs smykker sælges i mere end 100 lande fordelt på seks kontinenter via ca. 9.300 forhandlere, herunder ca. 1.800 konceptbutikker.

PANDORA blev stiftet i 1982 og har hovedkontor i København. PANDORA beskæftiger på verdensplan over 16.700 medarbejdere, hvoraf ca. 11.000 arbejder i Gemopolis i Thailand, hvor virksomheden fremstiller sine smykker. PANDORA er noteret på NASDAQ Copenhagen. I 2015 udgjorde PANDORAs samlede omsætning DKK 16,7 mia. (ca. EUR 2,2 mia.).

KONTAKT
For yderligere information kontakt venligst:

INVESTOR RELATIONS                            
Morten Raunholt Eismark                                             
VP Group Investor Relations                         
Telefon 3673 8213                                    
Mobil 3045 6719                                  
MEDIA RELATIONS
Kristian Lysgaard
Director, Group Communications
Telefon 4323 1774
Mobil 2556 8561
Magnus Thorstholm Jensen
Senior Investor Relations Officer
Telefon 4323 1739
Mobil 3050 4402
 

 

Vedhæftede filer:

PANDORA_Company Announcement_No_281_DK.pdf

Udgivet af: NPinvestordk

Seneste nyheder

11:54 Aktier/middag: Påfaldende dyk for Novo opvejes kun delvist af plus til "de grønne"
11:29 Svitzer fastholder forventningerne efter god start på året - afviser konservativ prognose
10:16 Aquaporin rejser 172 mio. kr. i ny kapital
10:09 Astrazeneca stiger efter høj efterspørgsel på kræftmidler i første kvartal
10:04 Nordfyns Banks basisindtjening faldt i første kvartal efter stigning i omkostningerne
09:58 Stærke markeder har presset indtjeningen i Norden: Vi har været for forsigtige siger direktør
09:49 ATP-investeringer kastede 4,5 milliarder af sig i første kvartal
09:32 Fødevaregiganten Nestlé når laveste niveau siden coronakrisen efter skuffende salg
09:30 Fødevaregiganten Nestlé når laveste niveua siden coronakrisen efter skuffende salg
09:20 Aktier/åbning: Som ventet rød åbning - Novo i bund efter komitékritik
09:02 Modvind til tørlast sænker Nordens bundlinje men penge til aktionærerne
08:50 Obligationer/åbning: Som ventet uændret åbning i årets højeste niveau
08:31 Svitzer fastholder forventningerne efter god start på året
08:24 Aktier/tendens: Udsigt til rød åbning - konkurrentnyt til flere selskaber
08:16 FLSmidths finske konkurrent Metso leverer bedre end ventet ordreindgang
07:43 Råvarer: Oliepriserne uændrede mens økonomsik modvind opvejer geopolitiske spændinger
07:38 Chipproducenten STMicro skuffer og nedjusterer efter svag efterspørgsel fra bilsektoren
07:26 Gjensidige Forsikring hårdt ramt af dårligt vejr i første kvartal
07:10 Obligationer/tendens: Udsigt til uændret rente ved åbningen
07:04 Equinor leverer blandet regnskab