TDC og Thy Data Center i aftale om domænenavnet www.tdc.dk

Udgivet den 21-05-2001  |  kl. 12:06  |  

I december 2000 begyndte TeleDanmark at benytte navnet TDC, og selskabet er netop blevet enig med Thy Data Center om en aftale, som sikrer, at TDC fremover kan benytte domænenavnet tdc.com. Det oplyser TDC i en pressemeddelelse.

Thy Data Center og TDC er enige om ikke at oplyse købsprisen. Parterne forventer, at domænenavnet overdrages den 1. juli 2001.

Thy Data Center har gennem flere år anvendt www.tdc.dk som fælles domænenavn for sine selskaber, men vil efter aftalens indgåelse være at finde på www.thydatacenter.dk og www.thydatacenter.com.

- Vi glæder os over, at man nu verden over kan finde os på Internettet ved at benytte det navn, som er mest logisk, siger adm. direktør for TDC, Henning Dyremose.

Tidligere har domænenavnet www.teledanmark.dk fungeret som hjemmeside for hele TDC-koncernens aktiviteter. I dag benyttes www.teledanmark.dk af TDC TeleDanmark, som arbejder med de danske fastnetaktiviteter og branchesalg til de øvrige operatører.

- Vi er meget tilfredse med, at vi nu har fundet en løsning på det problem, der opstod, da TeleDanmark valgte TDC som koncernnavn. Der har været mange praktiske forhold at tage hensyn til, og da disse nu er afklaret, ser vi frem til at kunne byde velkommen på vores nye internetadresse, siger direktør Egon Østergaard, Thy Data Center.

I et år vil der fra TDCs hjemmeside være en henvisning til Thy Data Center.

Udgivet af: NPinvestordk