USA/åbning: I plus efter pænere vækst en ventet

Udgivet den 26-01-2023  |  kl. 15:47  |  

Nøgletal, der torsdag eftermiddag vist lidt større vækst i den amerikanske økonomi end ventet i fjerde kvartal, lysnede stemningen blandt de amerikanske aktiehandlere, som har åbnet børshandlen i New York med lidt større plusser end indikeret i formarkedet.

Kort efter handelsstart ligger de tre toneangivende aktieindeks med plusser på 0,8 pct. for det brede S&P 500-indeks, på 1,5 pct. for det teknologidominerede Nasdaq-indeks og på 0,3 pct. for de tunge aktiers Dow Jones-indeks.

Den positive udvikling følger en noget volatil onsdag, hvor aktierne gennemførte et stort comeback efter et tungt fald i den indledende handel - blot for at ende i nul.

Den amerikanske økonomi målt på bruttonationalproduktet, BNP, voksede i fjerde kvartal sidste år 2,9 pct. opgjort i annualiserede tal i forhold til en vækst på 3,2 pct. i tredje kvartal. Det var ifølge Bloomberg News ventet, at væksten ville aftage til 2,6 pct.

Der er tale om den første af tre opgørelser af den økonomiske vækst.

Udviklingen i økonomien er en af de parametre, den amerikanske centralbank tager i betragtning i de pengepolitiske beslutninger, hvor banken ønsker at bremse den alt for høje inflation, men også at begrænse risikoen for recession forårsaget af stadige renteforhøjelser.

De friske data mildner investorernes bekymring for, at økonomien går i recession, mener Bloomberg News.

- Men meget tyder på, at økonomien hen over det fjerde kvartal er bremset op. Jobvæksten er gradvis faldet fra oktober til december, og de mest toneangivende erhvervsbarometre er taget voldsomt af og peger nu på stilstand. Derfor er er det også forventeligt, at BNP-væksten for først kvartal vil ligge markant lavere., skriver chefstrateg i Nykredit Frederik Engholm.

TESLA I BEVÆGELSE

Selskabsspecifikt er der fra handelsstart interesse for elbilproducenten Tesla, der efter børslukketid onsdag fremlagde regnskab, som slog analytikernes forventning til både omsætningen og indtjeningen. Men meldingen om, at selskabet vil levere 1,8 mio. biler i 2023 ser derimod ud til at være på den lave side af koncernens eget mål om en vækst på 50 pct. om året over flere år.

Koncernens justerede overskud per aktie steg i fjerde kvartal fra 0,85 dollar til 1,19 dollar, mens analytikerne ifølge Bloomberg News havde regnet med 1,12 dollar. Omsætningen gik sideløbende op med 37 pct. til 24,32 mia. dollar mod ventet 24,07 mia. dollar.

Aktien stiger 9,4 pct. i de første handler i det egentlige børsmarked.

Aktien i Chevron løftes indledningsvist 3,3 pct., efter at oliegiganten har annonceret tilbagekøb af aktier for 75 mia. dollar og øget udbytte til aktionærerne efter et år med rekordstort overskud på grund af stigende priser på energi.

PRES PÅ PFIZER

Omvendt presses medicinalaktien Pfizer ned med 1,3 pct. kort efter handelsåbning. Det sker efter nedgradering af anbefalingen aktien hos schweiziske UBS, som ikke har stor tiltro til Pfizers estimater for Covid 19-forretningden.

Heller ikke IBM er i positivt lys i de første handler, hvor aktien falder 3,6 pct., selv om koncernen har lagt en fortrøstningsfuld prognose frem for 2023 og trods planer om at besparelser via afskedigelser af 3900 medarbejdere. Men it-koncernens pengestrømme i fjerde kvartal skuffer markedet, påpeger Morgan Stanley.

Meta Platforms har onsdag besluttet sig for igen at give den tidligere amerikanske præsident Donald Trump adgang til sine konti på henholdsvis Facebook og Instagram. Aktien stiger 3,0 pct.

Markedet havde på forhånd fået regnskab fra luftfartsselskabet American Airlines med prognose for 2023, som slår analytikernes forventninger med flere længder.

Selv venter luftfartsselskabet en justeret indtjening per aktie i år på 2,50-3,50 dollar, hvor analytikerne blot havde ventet 1,89 dollar per aktie ifølge et estimat indsamlet af Bloomberg News.

Aktien stiger 2,3 pct. kort efterhandelsstart.

.\\˙ MarketWire

Henning Lars Nielsen

Tags:  Market Open❯  Shares❯  USA❯