USA/aktier: Trump, Xi og Draghi løftede stemningen - kursfest i chips

Udgivet den 18-06-2019  |  kl. 22:10  |  

De amerikanske aktier steg tirsdag med grønne tal ud for alle tre hovedindeks. En mild positiv start fik et ekstra løft, da det blev bekræftet, at præsidenterne for Kina og USA, Xi Jinping og Donald Trump, har aftalt et "forlænget møde" i forbindelse med G20 senere på måneden.

Det brede S&P 500-indeks steg 1,0 pct., mens både Nasdaq og Dow Jones-indekset vandt 1,4 pct.

MEGET GOD TELEFONSAMTALE

Donald Trump tweetede tidligere tirsdag, at han har haft en "meget god telefonsamtale" med sin kinesiske modpart, præsident Xi, og at de to har aftalt at holde et længere møde sammen i Japan, når de alligevel begge er til G20 i Japan.

I forvejen var aktierne åbnet positivt, da chefen for Den Europæiske Centralbank, Mario Draghi, i en tale i Portugal havde åbnet for lempelser, hvis ikke væksten bider sig fast i Europa.

Investorerne så i forvejen frem til onsdagens rentemelding fra den amerikanske centralbank, Federal Reserve. Ganske vist uden den store forventning om en rentesænkning allerede nu, men markedet håber på blidere formuleringer, der kan bane vejen for lempelser i pengepolitikken senere i år.

- Der er ikke noget fundamentalt, som taler for aktier, men centralbankerne lover at understøtte økonomierne, og så kigger aktiemarkederne fremad og håber på, at det bliver bedre, siger seniorstrateg i Danske Bank, Lars Skovgaard Andersen.

- Det er rigtig godt, at centralbankerne understøtter, men jeg vil gerne se det sidste tweet fra G20-mødet. Hvis forventningerne kommer for højt op, vil der komme et fald ved en handelsskuffelse. Så markedet kører lidt med håndbremsen trukket.

APPLE TRAK FOR

Blandt sektorerne var industrisektoren, som steg mest i S&P 500 med et plus på 1,9 pct. It-aktierne, der vejer ind i indekset med omtrent 21 pct., vandt 1,7 pct. Finansaktierne og energiselskaberne vandt henholdsvis 1,3 og 1,4 pct. I bunden faldt blandt andet dagligvarer og forsyning med 0,3 og 0,3 pct.

Apple trak mest op i S&P 500 med et plus på 2,4 pct., og æbleaktien blev fulgt af Microsoft med en stigning på 1,7 pct. Amazon vandt også frem med 0,8 pct., mens Alphabet, der er Googles moderselskab, steg 1,0 pct. Facebook, der er på vej med sin egen kryptovaluta, faldt 0,3 pct.

Netflix tog igen tirsdag et hop op med et plus på 1,9 pct. Mandag vandt aktien 3,2 pct., efter at den faldt hver eneste dag i sidste uge, da der var investorfokus på den kommende konkurrent Disney+. Den gode stemning i denne uge skyldes ifølge CNBC, at finanshuset William Blair har gentaget sin positive holdning til aktien og ser en stigning på omkring 20 pct. resten af året.

CHIPAKTIER I KURSRUS

Chipaktierne kom også godt igen tirsdag og steg 4,2 pct. som undergruppe i it-sektoren. Intel vandt 2,6 pct., mens Broadcom, der torsdag nedjusterede salgsforventningerne til helåret med 2 mia. dollar, sluttede i plus med 4,5 pct. Nvidia blev også løftet med 5,4 pct.

- Chipaktierne er handelskrigspendulet, og samtidig har Nvidia lavet en aftale med Volvo, kommenterer Lars Skovgaard Andersen.

Nvidia spår, at bilsektoren vil blive et "gigantisk" marked for chipsektoren.

Xilinx, Micron Technology, Qorvo - alle sammen en del af halvledersektoren - steg desuden mellem 5,6 og 6,9 pct. og lå som de tre mest stigende aktier i S&P 500.

I gruppen af finansaktier steg Bank of America med 2,5 pct., JPmorgan Chase var i plus med 1,4 pct., og Berkshire Hathaway gik op med 1,2 pct., ligesom Wells Fargo vandt 1,8 pct.

I energisektoren blev Exxon Mobil og Chevron løftet med 0,9 og 1,3 pct. af en stigende oliepris 4,1 pct. i USA tirsdag.

Uden for S&P 500 var Moneygram den helt store aktiehistorie. Kursen hamrede i vejret tirsdag med 167,6 pct. til 3,88 dollar, efter at det kom frem, at selskabet har udvidet sit samarbejde med blockchain-firmaet Ripple om dets kryptovaluta. Ripple har samtidig indvilliget i at investere op mod 50 mio. dollar i selskabet til mindst kurs 4,10 dollar. Det er en væsentlig præmie i forhold til mandagens lukkekurs på 1,45 dollar for Moneygram-aktien.

/ritzau/FINANS

Sten Blindkilde

Tags:  Market Close❯  Shares❯  USA❯ 

Seneste nyheder