USA/lukning: Aktier i vejret efter inflationstal - med Magnificent Seven i front

Udgivet den 16-01-2025  |  kl. 06:32  |  

De amerikanske aktier bragede op onsdag i kølvandet af en mildere end ventet inflationsrapport for december, for det lettede presset fra de ellers stigende markedsrenter, mens investorerne igen turde satse lidt mere på rentesænkninger fra Federal Reserve i år.

Torsdag morgen puster markedet lidt ud. Futures indikerer marginale udsving under 0,1 pct., når markedet genåbner torsdag eftermiddag i New York.

Onsdagens fremgang var bred, men det var naturligvis de relativt mere rentefølsomme teknologiaktier i "Magnificent Seven", som gjorde det meste af løftearbejdet, mens også finans blandede sig i topstriden, da de amerikanske storbanker skød regnskabssæsonen i gang med artige overraskelser.

Det brede S&P 500-indeks steg med hele 1,8 pct., mens Dow Jones gik op med 1,5 pct., og Nasdaq vandt mest af alle med 2,5 pct.

- Markedet vil være opmuntret af faldet i kerneinflationen, hvilket bør lette noget af presset på aktie- og obligationsmarkederne, som begge har haft en dårlig start på året på grund af inflationsfrygt og bekymring for, at Federal Reserve ikke blot ville stoppe for sine nedsættelser af renten, men endda kunne ændre kurs og begynde at hæve den, kommenterer Chris Zaccarelli, investeringschef hos Northlight Asset Management, over for Bloomberg News.

FORNYET RENTEHÅB

De overordnede forbrugerprisers vækst tog i december til som ventet, men den gode nyhed var, at kerneprisernes stigninger derimod aftog til 0,2 pct. på månedsbasis fra 0,3 pct. og mod ventede 0,3 pct.

Den positive udvikling kom i kølvandet af en periode med negative inflationsoverraskelser i slutningen af 2024, mens andre stærke nøgletal, herunder senest jobrapporten for december, i kombination med frygt for en mere inflationær politik, når Donald Trump i næste uge bliver præsident, også har presset markedsrenterne op.

I tandem har investorerne reduceret deres forventning til rentesænkninger fra USA's centralbanks side, så håbet mandag og tirsdag var nede omkring en enkelt nedsættelse på 0,25 pct.point, men onsdag blev væddemålene sat op til en-to med en spået slutrente for året i 3,94 pct. Federal Reserve pegede selv i december på to nedsættelser til 3,875 pct.

Markedsrenterne faldt da onsdag også tilbage med 10-15 basispoint for henholdsvis de toårige og de tiårige statsobligationer i USA. Mestendels dykkede de lange renter, som den senere tid ellers har nået det højeste niveau siden efteråret 2023.

- Der er stadig mere arbejde for Federal Reserve at gøre i kampen mod inflationen, lyder en kommentar dog ifølge Reuters fra BMO's seniorøkonom Sal Guatieri, der også holder et øje på Donald Trumps toldtrusler.

- Centralbanken genoptager muligvis ikke rentenedsættelserne, før den får noget klarhed over inflationseffekten af de toldsatser, der kunne begynde at blive rullet ud i næste uge.

BANKER BELØNNET

I S&P 500 var det kun defensive dagligvarer, som faldt med 0,1 pct. trukket ned af tobaksaktierne, fordi de amerikanske sundhedsmyndigheder vil reducere nikotinindholdet i cigaretter.

Ellers var der grønt ud for alle andre sektorer med et løft til cyklisk forbrug og kommunikationsservice på 3,0 og 2,7 pct., mens den sidste af de teknologitunge vækstsektorer, it, vandt 2,2 pct.

Finans klemte sig dog også ind i toppen med en stigning på 2,6 pct., da storbankerne i USA vandt frem efter solide regnskaber.

Blandt de mest løftestærke i indekset var vanen tro it-navnene Nvidia, Microsoft og Apple, der steg henholdsvis 3,4 pct., 2,6 pct. og 2,0 pct.

I cyklisk forbrug bidrog Tesla også særdeles meget med et plus på 8,0 pct., mens Amazon gik op med 2,6 pct., og i kommunikationsservice var der fremgang til Meta Platforms på 3,9 pct. og til Alphabet på 3,1 pct.

For bankernes vedkommende steg Wells Fargo, Goldman Sachs, JPMorgan Chase, Bank of New York Mellon og Citigroup med 2,0 til 6,7 pct. efter deres respektive regnskaber, der alle som en var bedre end ventet. Det smittede samtidig af på Bank of America og Morgan Stanley, som gik op med 2,9 og 4,8 pct.

Den gode udvikling løftede også kreditkortkæmperne Visa, American Express og Mastercard med 2,3-4,0 pct., mens Warren Buffetts investeringsselskab Berkshire Hathaway med stor eksponering mod finans vandt 1,9 pct.

.\\˙ MarketWire

Flemming Kruhøffer

Tags:  Market Close❯  Shares❯  USA❯  indblik❯ 

Seneste nyheder

18:10 NNIT giver forventninger til 2025 og justerer målsætninger på længere sigt
17:59 Europa/lukning: Mærsk var med helt fremme i vigtigt indeks - det tyske marked satte rekord
17:24 Solar fået sænket kursmål hos Carnegie
17:07 Tirsdagens obligationer: Renten gik højere - Powell har ikke travlt med at sænke renten
17:05 Tirsdagens aktier: Mærsk var på vinderholdet mens Novo var en klods om benet
16:23 Jerome Powell i tale til Kongressen: Vi har ikke travlt med at sænke renterne
15:42 USA/åbning: Lavere forud for nyt fra Powell - Coca-Cola løftes af stærkt regnskab
15:36 Danske Bank får et enkelt påbud efter at have haft tilsynet på besøg
15:07 Tui har svært ved at sælge sommerrejser - det sender aktien sydover
14:42 Dupont-aktie sendes op efter bedre indtjening
14:26 Danske Bank ændrer renten på udvalgte lån efter rentefald
14:14 USA/tendens: Udsigt til rød åbning med fokus på Powell - Coca-Cola stiger på regnskab
13:38 Shopify falder trods regnskab med højere vækst end ventet
13:07 Coca-Cola tjener flere penge og ser aktien stige
12:46 Europa/aktier: Markedet holder skindet på næsen trods ny toldtrussel
12:25 Sydbank om Mærsks kursstigning: Investorer øjner muligt nedbrud af våbenhvile
12:14 Nordnet ramt af sikkerhedslæk - aktien falder
12:01 Obligationer/middag: Renten stiger frem mod nyt fra Powell
11:39 Guldprisen skyder i vejret: Handlere søger ly for Trumps tolduvejr
11:37 Aktier/middag: Mærsk holder markedet i status quo trods fald i Novo og Demant