USA/T-bond: Bedre end ventet detailsalg skubbede på rentestigning

Udgivet den 16-07-2019  |  kl. 22:06  |  

Der var rentestigninger på det amerikanske obligationsmarked tirsdag, hvor rentestigningerne fik ekstra skub under sig, efter at det amerikanske detailsalg viste sig at være steget mere end ventet i juni.

For den toneangivende tiårige amerikanske statsobligation endte renten tirsdag i 2,11 pct. Det var derved 2 basispoint højere end mandagens lukkeniveau på 2,09 pct.

Også den toårige amerikanske statsobligation noterede en rentestigning tirsdag, i og med at papiret lukkede med en rente på 1,86 pct., hvilket var 3 basispoint over mandagens lukkeniveau på 1,83 pct.

Tirsdagens amerikanske rentestigninger satte for alvor ind, da det viste sig, at detailsalget i USA var steget med 0,4 pct. i juni i forhold til måneden før. Hos økonomerne var der ifølge Bloomberg News ventet en stigning på det halve, altså 0,2 pct.

Blev bil- og benzinsalget fjernet fra junis detailsalg, var der i øvrigt en vækst på 0,7 pct., hvilket ligeledes var bedre end ventet, da økonomerne ifølge Bloomberg News havde ventet en fremgang på 0,3 pct.

- Den solide fremgang i detailsalget reducerer sandsynligheden for, at Fed (den amerikanske centralbank, red.) sænker renten med 50 basispoint på mødet den 31. juli, og det trækker op i renterne og forstærker tendensen i retning af en stærkere dollar, skriver Kim Fæster, seniorøkonom i Jyske Bank, i en kommentar.

CENTRALBANK KLAR TIL AT HANDLE

Chefen for den amerikanske centralbank, Jerome Powell, var også i fokus tirsdag, da han til et arrangement i Paris gentog, at banken vil "handle på en passende måde" for at holde gang i væksten i USA.

Meldingen fra Jerome Powell faldt et par uger før næste rentemøde i den amerikanske centralbank, hvor der er stor enighed i markedet om, at banken kommer til at sænke sin ledende rente.

Ifølge Bloomberg News regner cirka trefjerdedele af markedet med en rentereduktion på 25 basispoint til 2,00-2,25 pct. fra det nuværende niveau på 2,25-2,50 pct.

Omkring en fjerdedel spår, at centralbanken tager et større skridt ved at sænke renten med 50 basispoint til 1,75-2,00 pct.

Næste rentemøde i banken finder sted 31. juli.

/ritzau/FINANS

Dan Petersen

Tags:  Bonds❯  Market Close❯  USA❯ 

Strategier du kan handle

Navn
 
+/-(%)
 
Tid

 
10,05%
 
16/08/19

 
4,32%
 
16/08/19

 
3,97%
 
16/08/19

 
2,14%
 
16/08/19

 
0,70%
 
16/08/19

Copytrading - kopier handler fra ovenstående strategier så de eksekveres live på din egen konto.
Læs mere her.

 

Seneste nyheder