USA/t-bond: Renter fortsatte op - mest i den korte ende

Udgivet den 26-05-2023  |  kl. 06:32  |  

De amerikanske statsrenter fortsatte i vejret torsdag, hvor der ved børslukketid i USA endnu ikke var kommet et gennembrud i forhandlingerne mellem politikerne i Washington om en forhøjelse af gældsloftet.

Renten på den toneangivende tiårige amerikanske statsobligation steg 7 basispoint til 3,82 pct., hvilket var tæt på dagens højeste niveau. I løbet af torsdagen blev den tiårige rente således handlet mellem 3,73 og knap 3,83 pct.

Fredag morgen forrentes den tiårige T-bond med 3,81 pct. på markedet i Tokyo, hvilket er 3 basispoint over renten, da obligationsmarkedet i Danmark lukkede torsdag.

Den toneangivende toårige amerikanske statsobligationsrente steg noget mere - med 16 basispunkter til 4,53 pct.

Fredag morgen forrentes den toårige T-bond fortsat med 4,53 pct. i Tokyo.

Der var dagen igennem fortsat fokus på nyt om forhandlingerne om budgettet i USA. Ud på aftenen fastslog præsident Biden, at USA ikke kommer til at misligholde sine betalingsforpligtelser.

- Der kommer ikke til at være nogen betalingsmisligholdelse (default), lød det fra Joe Biden ifølge AFP.

Forinden var der kommet en stribe nøgletal. Et af de vigtigste var tal for væksten i USA i første kvartal.

Den blev opgjort til 1,3 pct. målt i forhold til kvartalet før, hvilket var over analytikernes forventninger ifølge Bloomberg News på 1,1 pct.

PCE-prisindekset voksede samtidig 5,0 pct. i forhold til kvartalet før, mens der var forudset 4,9 pct. af økonomerne ifølge Bloomberg.

De seneste nøgletal og udtalelser fra fremtrædende medlemmer af den amerikanske centralbank, Federal Reserve, har bestyrket finansmarkedet i, at centralbanken endnu ikke er færdig med at hæve renten.

Ifølge rentekontrakter sættes sandsynligheden til næsten 100 pct. for en renteforhøjelse på 25 basispoint på et af de næste to rentemøder i USA.

.\\˙ MarketWire

Flemming Kruhøffer

Tags:  Bonds❯  Market Close❯  USA❯