USA/åbning: Medvind til aktierne efter stærke jobtal - Apple i rekord

Udgivet den 02-06-2023  |  kl. 15:35  |  

Apple har kurs mod kursrekord fredag, hvor markederne går frem i de første handler, mens investorerne forsøger at finde ud af, hvilket bed de skal stå på efter en rodet arbejdsmarkedsrapport for maj.

Jobvæksten var markant stærkere end ventet, men samtidig stiger arbejdsløsheden også mere end ventet, mens timelønningerne ikke steg helt så meget som ventet.

- Overordnet set er man nok også tilfredse med dagens rapport i den amerikanske centralbank, hvor man hæfter sig ved den forsigtige lønvækst. Vi har da også set flere Fed-direktører lufte muligheden for, at man nu kan tage en pause fra det, der den seneste tid har virket som endeløse renteforhøjelser, siger Søren Kristensen, cheføkonom i Sydbank, i en kommentar til rapporten.

- Vi mener også, at der er mere og mere i dagens tal, der taler for, at vi inden længe har set den sidste renteforhøjelse i USA. Det vil dog nok give et hovedbrud, at beskæftigelsen fortsat vokser så hurtigt. Derfor forventer vi også, at Fed vil hæve renten en gang yderligere henover sommeren, vurderer han.

I de første handler løftes det brede S&P 500-indeks 0,9 pct., Nasdaq stiger 1,1 pct., og Dow Jones løftes 0,8 pct. efter plusser torsdag mellem 0,5-1,3 pct.

Torsdagens plusser skal ses i lyset af en række udsagn fra en række chefer i den amerikanske centralbank, Federal Reserve, da de i det store hele har indikeret en pause i renteforhøjelserne på denne måneds møde.

Men nu kan den bomstærke jobvækst presse centralbanken mod flere renteforhøjelser - måske i juli.

Sandsynligheden for en rentestigning ved rentemødet den 14. juni er ifølge futures nu steget til 38,2 pct. fra omkring 25 pct. inden jobtallene.

Den amerikanske rente ligger lige nu i intervallet 5,00-5,25 pct. efter ti løft i rap.

I parentes skal det lige bemærkes, at fokus nu er fjernet fra gældsloftet, da Senatet natten til torsdag dansk tid vedtog suspenderingen, hvilket betyder, at en historisk betalingsstandsning er afværget.

APPLE MOD REKORD

Aktien i Apple stiger 0,6 pct. i de første handler til 181,19 dollar Og holder plusset dagen ud, er den hidtidige lukkerekord på 180,09 dollar fortid.

Aktien er steget fra niveauet 129,93 dollar i år, og markedsværdien for koncernen bag iPhone ligger på omkring 3000 mia. dollar.

NVIDIA I VEJRET

Chipkæmpen Nvidia stiger 1,4 pct. i den indledende handel efter torsdagens fremgang på 5,1 pct. Dermed fastholder koncernen sin fremgang efter en enkelt svale onsdag, hvor aktien faldt 5,7 pct. Stigningerne kommer i kølvandet af kvartalsregnskabet, som overrumplede markedet med en salgsprognose for andet kvartal, der lå mere end 50 pct. over konsensus.

Aktien i Nvidia er steget 30 pct. siden regnskabet.

Sportstøjsselskabet Lululemon øger 1,1 pct., efter selskabet opjusterede sine forventninger efter sit første kvartal efter lukketid torsdag.

Prognosen for omsætningen for hele regnskabsåret lyder nu på et interval mellem 9,44 og 9,51 mia. dollar mod tidligere i området mellem 9,30 og 9,41 mia. dollar.

På forhånd var der blandt analytikerne ventet en omsætning på 9,36 mia. dollar, ifølge et estimat fra Bloomberg News.

Buddet på indtjeningen per aktie ses samtidig lande i 11,74-11,94 dollar mod oprindeligt 11,50-11,72 dollar. På Wall Street var konsensus forud for opjusteringen en indtjening per aktie på 11,73 dollar.

Lululemon, blandt andet kendt for at designe og sælge yoga-tøj, oplevede desuden i sit første kvartal en stigning i omsætningen på 24 pct. til 2,00 mia. dollar mod ventede 1,93 mia. dollar.

LOREN MODTAGELSE AF BROADCOM

Chipproducenten Broadcom stiger 1,7 pct., efter koncernen sent torsdag leverede et bedre end ventet andet kvartal og lidt mere optimistisk prognose for salget i tredje, end analytikerbuddet på Wall Street.

Broadcom regner med en omsætning i tredje kvartal på 8,85 mia. dollar, mens konsensus ifølge Bloomberg News lyder på 8,76 mia. dollar.

- Vores prognose for tredje kvartal forudser vækst fra år til år, hvilket afspejler fortsat lederskab inden for netværk, da vi understøtter en afmålt opstart inden i store AI-netværk, udtaler topchef i Broadcom , Hock Tan, i regnskabet.

I andet kvartal endte omsætningen samtidig på 8,73 mia. dollar, en stigning på 8 pct. på årsbasis, hvilket var marginalt over forventningen på 8,72 mia. dollar.

.\\˙ MarketWire

Charlotte Mackeprang

Tags:  Market Open❯  Shares❯  USA❯ 

Seneste nyheder