USA/åbning: Vægelsindet åbning - Salesforce hiver Dow i minus

Udgivet den 01-06-2023  |  kl. 15:46  |  

Der bliver mest af alt trådt vande på det amerikanske aktiemarked fra åbningen torsdag. Futures indikerede længe en svagt positiv åbning, efter at Repræsentanternes Hus i nat stemte for en suspension af gældsloftet og dermed forhindrede en katastrofe, i form af at USA løber tør for penge den 5. juni.

Men stærke tal fra det private jobmarked, der viste en markant større stigning i beskæftigelsen end ventet af analytikere, har midt eftermiddagen sendt markedet lidt baglæns igen af frygt for, hvad det betyder for renteudsigterne i USA, skriver nyhedsbureauet Dow Jones.

Facit kort efter åbning på Wall Street er en stigning i Nasdaq-indekset på 0,04 pct., et fald i S&P 500-indekset på 0,1 pct. og et lidt større dyk i Dow Jones-indekset på 0,4 pct. oven på kursklø til softwarehuset Salesforce.

Det teknologitunge Nasdaq-indeks faldt onsdag 0,6 pct. efter stigninger på 2,2 pct. fredag og 0,4 pct. tirsdag, mens mandag var lukkedag på grund af Memorial Day.

Det brede S&P 500-indeks tabte også 0,6 pct., mens Dow Jones-indekset faldt 0,4 pct.

NYT FRA STORMAGASINERNE

Stormagasinkæderne Macy's og Nordstrom er til eksamen fra åbningen og bevæger sig i hver sin retning.

Macy's dykker 2,8 pct., efter at selskabet har sænket forventningerne til hele året.

Prognosen lyder nu på en justeret indtjening per aktie på 2,70-3,20 dollar mod tidligere ventet 3,67-4,11 dollar per aktie. Analytikerne havde ventet 3,75 dollar per aktie.

Mere positive toner kommer der fra Nordstrom.

I det netop overståede første kvartal, der løb til og med april, endte både omsætning og indtjening en smule højere, end analytikerne havde ventet, og det bliver belønnet af investorerne.

Aktien stiger 5,7 pct. i den tidlige handel.

Den justerede indtjening per aktie endte på 0,07 dollar, hvor resultatet i samme periode sidste år var et underskud på 0,06 dollar.

Analytikerne havde da også på forhånd ventet et justeret underskud per aktie på 0,13 dollar, viser estimater fra Bloomberg News.

Omsætningen landede på 3,18 mia. dollar. Det er 11 pct. lavere end samme periode året før, men mere end de 3,12 mia. dollar, som analytikerne havde forudset.

- Vi er opmuntrede af vores momentum, særligt på grund af det usikre makroøkonomiske miljø, siger topchef Erik Nordstrom i forbindelse med regnskabet ifølge Bloomberg News.

PFIZER FÅR GODKENDT RSV-VACCINE

For Pfizer starter torsdagen med et mindre fald på 0,3 pct. Selskabet har ellers salesfået godkendt sin vaccine mod luftvejsvirusset RSV til ældre voksne i USA.

For bare en måned siden fik den britiske konkurrent GSK godkendt sin RSV-vaccine, som skal ramme et marked, der ifølge Bloomberg News er estimeret til at være 10 mia. dollar værd inden for det næste årti.

Også danske Bavarian er langt med en vaccine mod RSV.

Fra regnskabsfronten har der umiddelbart været godt nyt fra softwareselskabet Salesforce, der leverede en bedre indtjening i årets første kvartal og en højere prognose for det næste, end analytikerne på forhånd havde ventet.

Men væksten er ikke så høj som tidligere, og antallet af nye kontrakter er vigende, konstaterer analytikere ifølge Bloomberg News.

Aktien er åbnet 5,3 pct. lavere.

.\\˙ MarketWire

Jakob Dalskov

Tags:  Market Open❯  Shares❯  USA❯