Valuta: Tyrkisk lira svækket før præsidentvalg

Udgivet den 26-05-2023  |  kl. 14:45  |  

Den tyrkiske lira er fredag svækket til rekordlavt niveau forud for præsidentvalget i Tyrkiet, og fredag har den ramt den psykologiske grænse på over 20 lira per dollar.

Nærmere bestemt skal man midt på dagen fredag have 20,031 lira op ad lommen for at købe en dollar mod 19,935 lira per dollar torsdag eftermiddag. I de seneste ti år er liraen blevet svækket til en tiendedel af sin værdi over for dollar.

Søndag afholdes der anden runde af præsidentvalget i Tyrkiet, hvor det lige nu ser godt ud for den nuværende præsident, Recep Tayyip Erdogan, der klarer sig godt i meningsmålingerne.

Han klarede sig også bedst i første valgrunde og står nu med de klart bedste kort på hånden forud for anden og afgørende valgrunde søndag, skriver Ritzau.

Erdogans "uortodokse pengepolitik" har tidligere foruroliget udenlandske investorer og resulteret i store svækkelser af lira.

Oppositionen i Tyrkiet har set valget som den bedste mulighed i årtier for at vælte konservative Erdogan af tronen, men indsatsen ser ud til at mislykkes.

Trods Tyrkiets værste økonomiske krise siden 1990'erne er 69-årige Erdogan den store favorit frem mod søndagens valg, hvor han med en sejr vil forlænge sine to årtier i spidsen med fem år mere.

Hans modstander i anden valgrunde, 74-årige Kemal Kiliçdaroglu, skal lave noget af et comeback, hvis han skal vriste magten fra Erdogan.

Erdogan, som leder det islamiske parti AKP, vurderes af analytikere til at have 80 pct. chance for at vinde, skriver Ritzau.

Der er også opmærksomhed om den amerikanske dollar fredag, hvor markedet fortsat afventer en aftale i forhandlingerne om det amerikanske gældsloft.

Ifølge Bloomberg News er en aftale om gældsloftet dog ved at tage form, og anonyme kilder vurderer, at politikerne er tæt på at indgå en aftale om at forhøje gældsloftet, mod at der også lægges loft over statens udgifter de kommende to år.

Dollarindekset, som måler dollar mod seks store valutaer, ligger fredag eftermiddag i 103,91 mod 104,16 torsdag klokken 17.

.\\˙ MarketWire

Trine Vestergaard

Tags:  Intraday❯  Forex❯ 

Seneste nyheder