Ventetid skaber stor uro om Amagerbanken
Staten burde melde hurtigt og klart ud, om Amagerbanken kan få penge fra Bankpakke II. At holde så vigtige oplysninger hemmelige i månedsvis, er gift for både aktionærer, ansatte, kunder og samfundet som helhed.
Det skriver Berlingske.
Økonomi- og erhvervsministeriet skaber unødig stor panik og bekymring ved at trække behandlingen af Amagerbankens ansøgning om at få 1,4 milliarder kroner fra Bankpakke II i langdrag, mener flere eksperter. Amagerbanken søgte om penge den 29. april. Endnu har den ikke fået svar.
Det kalder bankhistoriker og professor på Copenhagen Business School, Per H. Hansen, for »kritisabelt.«
- Det undrer mig, at Finanstilsynet og ministeriet ikke arbejder hurtigere. For det hele står og falder med Bankpakke II for Amagerbankens vedkommende, siger Per H. Hansen.