William Demant Holding A/S: Periodemeddelelse for perioden år til dato

Udgivet den 06-11-2018  |  kl. 07:05  |  

Selskabsmeddelelse no 2018-11                                                     6. november 2018
Periodemeddelelse for perioden år til dato

Stærk organisk vækst i engrossalg af høreapparater, der målt i værdi overstiger markedsvæksten
Løbende udrulning af nye produkter i alle høreapparat-brands, der understøtter styk- og værdivækst
Forventninger om EBIT på DKK 2,65-2,85 mia. før omstr.omkostninger på DKK 120 mio. fastholdes

Koncernen har år til dato haft en tilfredsstillende udvikling med betydelig organisk vækst og derudover vækst fra akkvisitioner.Den organiske vækst i Høreapparater har været drevet af stærk performance i engrosforretningen, der som følge af Oticon Opns fortsatte succes og den stærke fremdrift, som Bernafon og Sonic har oplevet, har øget sin markedsandel målt i værdi. Vi ser fortsat øget salg af value-added-produkter og tilbehør som fx vores genopladelige løsning og ConnectClip. For at opretholde vores førende position foretager vi fortsat store investeringer i forskning og udvikling, og for at understøtte vores stykvækst har vi for nyligt lanceret adskillige nye produkter i alle brands, deriblandt i øret-apparater og produktfamilier i Essential-kategorien, der alle er baseret på vores nyeste teknologiplatform.Vores detailforretning leverer fortsat lav organisk vækst, og til trods for nyligt gennemførte forbedringer i vores amerikanske detailforretning forventes vores samlede detailaktiviteter at levere en organisk vækstrate for hele året på linje med den lave vækstrate i første halvår.I vores forretning for cochlear-implantater (CI) har vi fortsat udrulningen af vores Neuro-system, idet vi har etableret mange nye relationer med betydningsfulde klinikker og derved leveret betydelig vækst på flere vigtige Neuro-markeder. I september offentliggjorde vi vores Reliability Report 2018, der dokumenterer de fremragende resultater, vi har opnået med Neuro Zti-implantatet. Vi har set en negativ effekt på salget som følge af vores beslutning om at reducere vores aktivitetsniveau på nogle CI-markeder med lavere priser, og det er derfor sandsynligt, at Høreimplantater vil generere lavere vækst i andet halvår end i første halvår. Vores forretning for benforankrede høresystemer (BAHS) har leveret beskeden vækst, der ligger en smule over den skønnede markedsvækstrate.Diagnostiske Instrumenter har fortsat det gode momentum fra første halvår og har leveret stærk organisk vækst og har øget sin markedsandel. Væksten har været bredt funderet på tværs af brands, produktkategorier og geografiske regioner.Sennheiser Communications, vores 50/50 joint venture med Sennheiser KG, fortsætter sin stærke performance drevet af høj vækst i Gaming- og Mobile-segmenterne samt solid vækst i CC&O-segmentet trods svære sammenligningstal.Vi fastholder vores forventninger om at levere betydelig organisk salgsvækst i 2018 og forventer valutakurseffekter på ca. -3 %, hvilket inkluderer effekten af valutakurssikring. Vi fastholder vores forventninger til helåret om et resultat af primær drift (EBIT) på DKK 2,65-2,85 mia. før omstruktureringsomkostninger på DKK 120 mio. Vi forventer stadig at tilbagekøbe aktier for DKK 1,5-2,0 mia. med en gearing-multipel på 1,5-2,0 (forholdet mellem nettorentebærende gæld og EBITDA).

"Det glæder mig at se, at vi fortsat leverer betydelig organisk vækst i et stærkt konkurrencepræget marked for høresundhed. Vi møder konkurrencen med innovation, som de seneste måneders betydelige ekspansion af vores produktportefølje i alle høreapparat-brands viser. Ud over at hjælpe os med at levere vækst i salget og indtjeningen gør fortsat innovation det muligt for os at opfylde vores løfte om at lette livet for mennesker med høretab," siger Søren Nielsen, koncernchef og adm. direktør for William Demant Holding.


Høreapparater

Markedsudvikling

Vi skønner, at det globale høreapparatmarked år til dato har set stykvækst på niveau med vores generelle forventning om 4-6 % stykvækst om året. Styksalget i USA er vokset med ca. 6 % ifølge statistikker fra Hearing Industries Association (HIA) med 7 % vækst i den kommercielle del af det amerikanske marked og 2 % vækst hos Veterans Affairs (VA). Vi skønner endvidere, at stykvæksten i Europa har været 3-4 % drevet af Frankrig og Tyskland, hvorimod Storbritannien, som er regionens største marked målt i styk, har oplevet marginalt negativ stykvækst på ca. 1 % som følge af negativ vækst i den store offentlige kanal NHS. I både Japan og Australien har vi set solid stykvækst, omend den har været for nedadgående i tredje kvartal.

Det er stadig vores vurdering, at vækstraten på det globale marked for høreapparater er 2-4 % målt i værdi, da vi mener, at udviklingen i den gennemsnitlige salgspris (ASP) har været flad til moderat negativ. Kanalmiksforskydninger og et konkurrencepræget marked lægger fortsat pres på ASP'en, men vi mener, at dette - i det mindste delvist - er blevet opvejet af positive miksforskydninger i forhold til geografi og produkter, idet flere og flere høreapparater nu er genopladelige og leveres med forskelligt tilbehør. ASP'en på detailmarkedet varierer betydeligt fra marked til marked på grund af forskelle i tilskudssystemer, markedsstrukturer og kundepræferencer. Vi vurderer dog, at detailpriserne i de enkelte kanaler stadig er forholdsvist stabile.

Engrosforretningen

Vores høreapparatengrosforretning har leveret stærk organisk vækst målt i værdi, som ligger over den skønnede markedsvækstrate, så det er lykkedes os at bygge videre på de øgede markedsandele, vi har opnået siden lanceringen af Oticon Opn i 2016. Som følge af positive miksforskydninger er det år til dato ASP'en, der har drevet væksten, med øget salg til de uafhængige forhandlere, en højere andel af Premium-produkter af det samlede produktmiks i alle vores brands og stærk vækst i Nordamerika. Som nævnt i vores halvårsrapport i august har tre faktorer haft væsentlig indflydelse på mikset mellem styksalg og ASP-vækst i første halvår, men når vi justerer herfor, har der været underliggende vækst i både styksalget og ASP'en. Vi har indtil videre leveret positiv stykvækst i andet halvår. Som det også var tilfældet i første halvår, har det fortsat øgede salg af value-added-produkter og tilbehør som fx vores genopladelige løsning og ConnectClip påvirket vores produktionsomkostninger.

Vi har set stærkt momentum i Nordamerika med høje organiske vækstrater i både Canada og USA. Væksten i USA har været drevet af øget salg til de uafhængige forhandlere, omend vi i den forløbne del af andet halvår har oplevet øget konkurrence i denne del af markedet. Vi har især set stærkt salg til VA, hvor vi har øget vores markedsandel til 20,6 % i september 2018 fra 13,8 % i september 2017 svarende til en vækstrate på 49 %. Dette skyldes først og fremmest introduktionen af nye produkter i maj 2018, deriblandt vores genopladelige løsning og ConnectClip med connectivity til både Android-telefoner og andre moderne smartphones. I begyndelsen af november blev Oticon Opn udvidet med i øret-modeller, som yderligere har styrket vores udbud af produkter til VA.

I Europa har vi set solid organisk vækst i især Frankrig, Spanien og Italien, mens vækstraterne i Tyskland og Storbritannien har været påvirket af det mistede salg til en stor kunde, der blev opkøbt af en af vores konkurrenter, og af negativ vækst i NHS.

Uden for vores to største regioner har vi set flot organisk vækst i Asien anført af Kina og Japan.


Oticon Opn er stadig det produkt, der har været den største bidragyder til vores stærke performance, da det er og bliver et helt enestående produkt i markedet med dets helt særlige kombination af industriførende audiologi, dual-frequency-radio og fleksibel genopladelighed. Sidste års lancering af produktfamilierne Bernafon Zerena og Sonic Enchant med 2,4 GHz-connectivity har ligeledes bidraget til væksten. Især har lanceringen af Zerena medvirket til at øge Bernafons markedsandel i USA.

For at bevare vores førende position i det nuværende konkurrenceprægede marked fortsætter vi med at foretage store investeringer i forskning og udvikling. Vi har for nyligt lanceret adskillige nye produkter, fx i øret-produkter, i alle tre høreapparatbrands og i alle prispunkter. Derudover har vi introduceret vores nyeste teknologiplatform i to lavere prispunkter og i forskellige modeller i alle tre brands, ligesom vi har tilføjet HearingFitness, som er verdens første hørefitness-app. Vi vil med disse nye produkter udvide rækkevidden af vores teknologi, medvirke til at forbedre livskvaliteten for endnu flere hørehæmmede mennesker og understøtte vores stykvækst.

Detailforretningen

Vores detailforretning har leveret lav organisk vækst og forventes at levere en organisk vækstrate for helåret på niveau med den organiske vækstrate på 1 %, som vi så i første halvår, omend der vil være væsentlige forskelle mellem de enkelte markeder:

I Nordamerika har væksten været drevet af akkvisitioner, idet vi fortsætter med løbende at foretage opkøb i både USA og Canada, fx akkvisitionen i første halvår af de resterende aktier i et netværk af butikker, som regnskabsmæssigt tidligere blev indregnet som investeringer i associerede virksomheder. Disse akkvisitioner har selvfølgelig også resulteret i stigning i vores distributionsomkostninger. Den organiske vækst i USA er gradvist blevet forbedret ind i andet halvår, selvom den stadig ligger under markedsvækstraten. Vi fortsætter med at konsolidere det betydelige antal tilkøbte enheder i én enkelt driftsenhed. Vi har stort fokus på at forbedre systemer og processer, og effektiv lead-generering og harmonisering af vores brands er særdeles vigtige parametre, når det drejer sig om at drive væksten, og det er derfor noget, vi har stort fokus på.

I Europa har vores detailforretning i Frankrig under Audika-brandet leveret en meget solid organisk vækstrate, der ligger over markedsvækstraten. Vi fortsætter ligeledes med løbende af foretage akkvisitioner i Frankrig, der øger vores tilstedeværelse i markedet, og Polen bidrager fortsat positivt til den organiske vækst i regionen.

I Australien har markedsvæksten været påvirket negativt af ændrede markedsforhold, idet en større andel af gratis udleverede høreapparater har resulteret i et pres på ASP'en. Vi har dog været i stand til delvist at kompensere for dette ved at øge vores styksalg, men vi har i andet halvår set dårlig lead-generering.

Høreimplantater

I vores forretning for cochlear-implantater (CI) har vi fortsat udrulningen af vores Neuro-system, idet vi har etableret mange nye relationer med betydningsfulde klinikker og derved leveret betydelig vækst på flere vigtige Neuro-markeder. Derudover er vi næsten i mål med den succesfulde opgradering af eksisterende Neuro One-brugere til den unikke eksterne Neuro 2-lydprocessor på de markeder, hvor vi har opnået godkendelse af produktet. Baseret på evalueringer af de gennemførte opgraderinger forventer vi gradvist at øge salget og at kunne frigøre nogle ressourcer fra opgraderingsprogrammet, som vi så kan bruge i forbindelse med kommercielle aktiviteter. I september offentliggjorde vi vores Reliability Report 2018, der dokumenterer de fremragende resultater, vi har opnået med Neuro Zti-implantatet, og som vil bidrage til en yderligere styrkelse af vores kliniske evidensbase. Vi har set en negativ effekt på salget som følge af vores beslutning om at reducere vores aktivitetsniveau på nogle CI-markeder med lavere priser, og det er derfor sandsynligt, at Høreimplantater vil generere lavere vækst i andet halvår end i første halvår, hvor den organiske vækst var 9 %.

Vores forretning for benforankrede høresystemer (BAHS) har leveret beskeden vækst, som dog ligger over den skønnede markedsvækstrate. Ponto 3 SuperPower er den abutment-level-lydprocessor, der giver det største output nogensinde, og betragtes derfor som den foretrukne løsning på flere og flere markeder.

Diagnostiske Instrumenter

Diagnostiske Instrumenter har fortsat det meget positive momentum og leveret flot organisk vækst. Markedet for de løsninger, vi tilbyder, er sundt, og markedsvæksten har overgået vores generelle estimat om 3-5 % vækst om året en smule, men vi mener ikke desto mindre, at det er lykkedes os at vinde yderligere markedsandele. Rent geografisk har væksten primært været i Nordamerika, som er vores største marked, samt i Europa og Oceanien, men alle regioner har bidraget positivt til væksten.

Personlig Kommunikation

Sennheiser Communications, som er vores 50/50-joint venture med Sennheiser KG, fortsætter med at levere gode resultater som følge af høje vækstrater i Gaming- og Mobile Music-segmenterne og solid vækst i Enterprise Solutions-segmentet (CC&O) til trods for svære sammenligningstal.

Som meddelt i september har vi og Sennheiser besluttet at afslutte vores succesfulde joint venture og lade forretningssegmenterne Enterprise Solutions (CC&O) og Gaming headsets fortsætte som en selvstændig forretning som en del af William Demant-koncernen og forretningssegmentet Mobile Music headsets som en del af Sennheiser Consumer-forretningen. Opsplitningen er planlagt til at træde i kraft den 1. januar 2020. Indtil da vil Sennheiser Communications fortsætte som hidtil, mens Sennheiser og William Demant forbereder opsplitningen for at sikre, at medarbejdere, kunder, leverandører og samarbejdspartnere kommer til at opleve en ukompliceret og gnidningsfri omstilling.

Øvrige forhold

Strategiske initiativer

Gennemførelsen af vores strategiske initiativer fortsætter efter planen, og i forhold til omkostningsbasen for 2016 fastholder vi vores forventninger om årlige omkostningsbesparelser på ca. DKK 200 mio., når initiativerne er fuldstændigt implementeret. De forventede omstruktureringsomkostninger for 2018 forbliver uændrede på DKK 120 mio.

Aktietilbagekøb

År til dato har selskabet tilbagekøbt aktier til en værdi af i alt DKK 1.447 mio. Pr. dags dato svarer selskabets beholdning af egne aktier til ca. 2,3 % af aktiekapitalen.

Forventninger til 2018

Vi fastholder vores forventninger om at levere betydelig organisk salgsvækst i 2018 og forventer valutakurseffekter på ca. -3 %, hvilket inkluderer effekten af valutakurssikring. Vi fastholder ligeledes vores forventninger til helåret om et resultat af primær drift (EBIT) på DKK 2,65-2,85 mia. før omstruktureringsomkostninger på DKK 120 mio. Vi forventer stadig at tilbagekøbe aktier for DKK 1,5-2,0 mia. med en gearing-multipel på 1,5-2,0 (forholdet mellem nettorentebærende gæld og EBITDA).

*******

Yderligere information:
Koncernchef of adm. direktør Søren Nielsen
Telefon +45 3917 7300
www.demant.com
Øvrige kontaktpersoner:
CFO René Schneider
Søren B. Andersson, VP IR
Mathias Holten Møller, IR Officer
Kommunikationschef Trine Kromann-Mikkelsen

Vedhæftet fil

2018-11 Periodemeddelelse

\Hugin

Udgivet af: NPinvestordk

Seneste nyheder

17:06 Tirsdagens aktier: Ørsted og Zealand viste fine takter - DSV faldt inden regnskab
17:01 Tirsdagens obligationer: Svage amerikanske nøgletal afsporede rentehop
16:35 Ørsteds kursmål løftes hos Carnegie
16:04 USA: Salget af nye boliger steg mere end ventet i marts
15:55 Vigtigt tørlastindeks falder 4,1 pct. til 1804 point
15:49 USA: Erhvervstillid skuffer især for fremstillingssektoren
15:42 USA/åbning: General Motors til vejrs i grønt marked - Tesla siver inden regnskab
15:39 Spotify er flyvende efter opløftende indtjeningsudvikling i første kvartal
15:07 Valuta: Yen rammer svageste niveau i adskillige år - intervention spøger
14:46 Ørsteds kursmål løftes hos Carnegie
14:45 FLSmidths kursmål løftes til 400 kr. fra 370 kr. hos DNB
14:41 USA/tendens: General Motors og Spotify spreder fin stemning - Tesla på vej med regnskab
14:25 Tivolis direktør holder prisen for royalt fyrværkeri hemmelig
14:16 Ungarn sænker ledende rente yderligere - men har fortsat EU's højeste
14:13 Branden på Børsen har fået Tivoli til at kigge beredskabet igennem
14:10 Amerikansk medicoselskab stiger efter regnskab - og trækker europæiske kollegaer med op
13:59 Tivolis direktør kan aflæse flere åbningsdage i marts på bundlinjen - flere kan være på vej
13:47 GE Aerospace hjulpet af øget salg af motorer til kommercielle fly
12:54 General Motors havde gang i hjulene i første kvartal
12:37 Europa/aktier: Pæn fremgang drevet af nordisk handelsplatform og Genmab-kending