Aktier/middag: Demant er bundprop i fladt C25 efter skuffende regnskab

Udgivet den 06-05-2024  |  kl. 11:34  |  
Arkiv: Foto

Demant har indledt ugen nederst i C25, efter at høreapparatproducenten har fremlagt salgstal for første kvartal, hvor særligt væksten i detailforretningen tyngede.

I toppen stråler kollegaen GN, efter at selskabet i sidste uge offentliggjorde regnskab, der blev belønnet med en tocifret stigning på dagen. Siden fredag har SEB forhøjet kursmålet for aktien.

Det danske C25-indeks handles i 1887,98, hvilket er stort set uændret fra niveauet fredag, hvor en noget svagere jobrapport end ventet fra USA skabte eufori på de globale aktiemarkeder.

- Egentlig en positiv stemning, der går helt tilbage til fredag, hvor jobrapporten fra USA var til den svage side. Det kunne markedet godt lide, i forhold til at det fik renterne lidt ned og kan give en tro på, at Federal Reserve på et tidspunkt gider komme i gang med at sætte renten ned, siger Martin Munk, der er senioraktierådgiver i Jyske Bank, til MarketWire.

Flere børshuse har siden sidste uges hæsblæsende regnskabsuge haft lejlighed til at regne på tallene fra de danske selskaber. Det har blandt andet kastet nye kursmål af sig til Rockwool, Novonesis, Netcompany og ALK-Abelló.

DEMANT SKUFFER I DETAILFORRETNING

Demant skuffede i første kvartal på toplinjen og med den organiske vækst. Her var det særligt detaildivisionen Hearing Care, der trak ned.

Divisionen havde en flad vækst i årets tre første måneder mod en forventning om 4,6 pct. Nulvæksten forklares med udviklingen i Frankrig og Kina, skriver Demant i regnskabet.

Demant-aktien bakker 3,9 pct. til 312,20 kr.

Helt i toppen af eliteindekset tårner GN omvendt efter et løftet kursmål fra svenske SEB til 250 kr. fra 205 kr. - stadig med anbefalingen "køb".

GN var selv aktuel med regnskab i sidste uge, der var væsentligt bedre end ventet, hvilket sendte aktien op med 11,9 pct. på dagen.

Mandag stiger aktien med 2,9 pct. til 205,70 kr.

ROCKWOOL FÅR NYE KURSMÅL

Rockwool blandede sig sidste uge med de regnskabsaktuelle selskaber, da isoleringskoncernen fredag opjusterede forventningerne og fremlagde stærke foreløbige tal for første kvartal.

Det har fået børshuset DNB til at forhøje sit kursmål for aktien til 2900 kr. fra 2500 kr., mens købsanbefalingen fastholdes. Imens har Danske Bank løftet kursmålet til 2750 kr. fra 2350 kr., men her er anbefalingen "hold".

Rockwool stiger 1,4 pct. til 2568 kr. Fredag vandt aktien 10,5 pct.

Dertil har Novonesis efter sit regnskab fået løftet sit kursmål til 470 kr. fra 440 kr. hos DNB - også med anbefalingen "køb".

Aktien viger dog 1,9 pct. til 404,50 kr.

Også Pandora har fået et kursmålsløft. Her er det Jyske Bank, der hæver til 1150 kr. fra 1000 kr. og gentager "køb".

Smykkeproducenten stiger 0,2 pct. til 1122 kr.

Netcompany har ligeledes fået nye kursmål efter sit regnskab for første kvartal sidste uge.

Morgan Stanley har løftet kursmålet til 280 kr. fra 260 kr. og gentaget "ligevægt", mens Deutsche Bank har øget til 300 kr. fra 260 kr. med anbefalingen "hold". Carnegie har forhøjet til 325 kr. fra 315 kr. med anbefalingen "køb", og Nordea har løftet med 20 kr. til 325 kr. - også med anbefalingen "køb".

Netcompany stiger 2,0 pct. til 285,80 kr.

Alk-Abelló har fået hævet kursmålet med 40 pct. til 175 kr. fra 140 kr. hos Danske Bank efter sit regnskab, der blev offentliggjort sent torsdag med en opjustering af forventningerne.

Aktien handles uændret til 148,80 kr. efter et plus på 13,6 pct. fredag.

NOVO-OPKØB UNDER LUP

De amerikanske konkurrencemyndigheder vil muligvis undersøge Novo Holdings' og Novos plan om at overtage den amerikanske kontraktproducent Catalent for at være i strid med konkurrencereglerne.

Det er Federal Trade Commission, FTC, som har udbedt sig mere information om handelen fra Catalent og fra Novo Holdings. Det fremgår af en meddelelse fra Catalent til børsmyndighederne i USA, skriver The Wall Street Journal.

Novo stiger 0,6 pct. til 855,90 kr.

.\\˙ MarketWire

Morten Frederik Heltoft

Tags:  Danmark❯  Shares❯  Intraday❯