Aktier/tendens: Unibrew i søgelyset efter regnskab før vigtige inflationstal

Udgivet den 29-02-2024  |  kl. 08:14  |  
Arkiv: Foto

Royal Unibrew er torsdag i investorernes søgelys fra åbningen, efter at bryggeriet onsdag fremlagde regnskab for fjerde kvartal efter lukketid.

Men fokus kan meget vel ændre sig ud på formiddagen, i takt med at handlerne begynder at gøre sig klar på eftermiddagens amerikanske inflationstal, der kan sætte retningen for handlen. Inden da kommer der også pejlemærker fra eurozonen, når de store økonomier Tyskland, Frankrig og Spanien aflægger inflationstal inden fredagens samlede tal for eurozonen.

Meget tyder på, at inflationen i januar ikke er aftaget som i de foregående måneder, og det mindsker markedets tro på, at centralbankerne allerede fra marts kan være klar til at sænke renten.

Det har givet nervøsitet og en afventede stemning på finansmarkederne i ugens løb. Onsdag endte det med et fald til C25-indekset på 0,4 pct. til 0,4 pct. 1894,47.

UNIBREW VENTER VÆKST I 2024

Royal Unibrew fremlagde regnskab onsdag efter markedets lukketid, hvor der også blev fremlagt forventninger til 2024 og på længere sigt. Navnlig prognoserne skal til eksamen, når børsen åbner.

Unibrew venter at nå en omsætning på omkring 15 mia. kr. og en organisk vækst fra driften, EBIT, før renter og skat (EBIT) på 5-15 pct. EBIT ventes at lande i niveauet 1,8-1,95 mia. kr.

I 2023 nåede Royal Unibrew en omsætning på 12,9 mia. kr. og en EBIT-vækst på 7 pct.

I fjerde kvartal overraskede Unibrew positivt på driften, hvor driftsresultatet før renter og skat (EBIT) endte på 421 mio. kr., mens analytikerne havde ventet 409 mio. kr.

Aktien faldt inden regnskabet 1 pct. til 466,10 kr.

STORT LØFT TIL COLOPLAST

Blandt morgenens analytikeropdateringer er der et stort løft til Coloplast, der har fået hævet sit kursmål med 28 pct. til 980 kr. fra 765 kr. af finanshuset Bernstein.

Samtidig gentages anbefalingen "market perform".

Coloplast-aktien lukkede onsdag med et fald på 1,6 pct. i 903,20 kr.

Derudover har Sydbank, der onsdag fremlagde regnskab, fået løftet sit kursmåltil 475 kr. fra 450 kr. af Nordea, og anbefalingen er fortsat "køb".

Regnskabet var bedre end ventet og indeholdt også en stor udlodning til aktionærerne.

Det blev honoreret af investorerne, der sendte aktien op med 9,5 pct. til 354 kr.

VESTAS-KONKURRENT MED NYT

Den tyske Vestas-konkurrent Nordex har fremlagt sin prognose for 2024, og omsætningsforventningerne er stærkere end ventet af analytikerne.

Nordex venter at øge omsætningen til 7,0-7,7 mia. euro fra 6,5 mia. euro i 2023. Her ventede analytikere adspurgt af Bloomberg News en fastholdelse af omsætningen på 6,5 mia. euro.

Dog skuffer prognosen for indtjeningsevnen målt på EBITDA-marginen en smule.

Anbefalingen af aktierne i Vestas løftes til "køb" fra "hold" af Jyske Bank, der samtidig justeres kursmålet op med 5 kr. til 220 kr.

Vestas-aktien lukkede onsdag med et plus på 1,6 pct. til 186,04 kr.

SHAPE ROBOTICS MED STÆRKT REGNSKAB

Blandt sidepapirerne har Shape Robotics fremlagt et stærkt regnskab for 2023, hvor underskud er vendt til overskud. På bundlinjen blev det til et plus på 11,9 mio. kr. mod et underskud i 2022 på 4,4 mio. kr. Derudover er omsætningen mere end fordoblet til 171,2 mio. kr.

Der er desuden nyt fra sportsmediegruppen Better Collective, der har annonceret en kapitalrejsning, der har sikret selskabet yderligere kapital for 1081,9 mio. kr.

Midlerne skal anvendes på fremtidige opkøb

De nye aktier er solgt uden rabat i forhold til onsdagens lukkekurs, hvor aktien faldt 3,6 pct. til 189,40 kr.

.\\˙ MarketWire

Christian Iversen Kielberg

Tags:  Danmark❯  Preview❯  Shares❯  indblik❯ 

Seneste nyheder