Asien: Stigninger over alt mens investorerne i Japan og fastlands Kina er fraværende

Udgivet den 03-05-2024  |  kl. 06:05  |  

De asiatiske aktier og de amerikanske futures stiger fredag morgen.

Markederne læner sig op ad Apples rekordstore aktietilbagekøbsplan på 110 mia. dollar, der løfter hele teknologisektoren i Asien.

Markedet i Japan og på det kinesiske fastland er lukket fredag, og den regionale handelsaktivitet er afdæmpet, mens markedsdeltagerne ser frem til den vigtige amerikanske arbejdsmarkedsrapport senere på dagen.

MSCI's bredeste indeks for Asien-Stillehavsaktier uden for Japan stiger 1,5 pct., og står til at afslutte ugen med en stigning for anden uge i træk.

Samtidig indikerer de amerikanske futures stigninger i de tre toneangivende aktieindeks på 0,3-0,6 pct., når handlen går i gang i New York senere på dagen.

Med Tokyo ude af billedet er det børsen i Hongkong, der dirigerer de asiatiske markeder.

Efter en indledende stigning på over 2 pct., har markedet stabiliseret sig på et lidt lavere niveau. Hang Seng-indekset stiger 1,0 pct.

Også de øvrige markeder ligger med positiv stemning.

Taiex-indekset i Taipei stiger 0,8 pct., Kospi-indekset i Seoul øger 0,2 pct., og Singapores Strait Times-indeks ligger med et plus på 0,3 pct.

ASX-indekset på børsen i Sydney står samtidig til at slutte dagen med en stigning på 0,6 pct.

Indeks Udvikling (%)
Nikkei 225 Lukket
Topix Lukket
Hongkongs Hang Seng +1,1
China Shanghai Composite Lukket
China CSI 300 Lukket
Taiwan Taiex +0,8
Sydkoreas Kospi +0,2
Indiens BSE Sensex n/a
Singapores STI +0,3
Sydney ASX 200 +0,6

.\\˙ MarketWire

Flemming Kruhøffer

Tags:  Asien❯  Market Close❯  Shares❯