Den japanske centralbank vil droppe negative renter på næste uges møde

Udgivet den 14-03-2024  |  kl. 06:35  |  

Den japanske centralbank, Bank of Japan, vil diskutere en afslutning af bankens negative rentepolitik på næste uges pengepolitiske møde i Tokyo.

Det erfarer Nikkei Asia, da kommende lønstigninger i de store virksomheder bringer centralbankens 2 pct. prisstabilitetsmål inden for rækkevidde.

Flere af centralbankens topfolk, der er positive over for en afslutning af de negative renter, ser beslutningen komme an på resultaterne af de årlige lønforhandlinger, der offentliggøres af den japanske fagorganisation Japanese Trade Union Confederation, kaldet Rengo, fredag.

Bank of Japan har haft en negativ rente på 0,1 pct. på indlån fra finansielle institutioner siden februar 2016 i et forsøg på at udløse en prisvækst og få gang i inflation, og hvis den negative rentepolitik afsluttes, vil det svare til Japans første renteforhøjelse siden februar 2007.

Bank of Japan overvejer også at skrotte rentekurvekontrollen, som sætter et referenceloft på omkring 1 pct. for den langsigtede tiårige rente. Banken vil dog efterfølgende fortsætte med at købe en vis mængde japanske statsobligationer for at forhindre renterne i at stige.

Også bankens opkøb af risikoaktiver som børshandlede fonde og ejendomsinvesteringsfonde, som startedes i 2010, forventes at blive droppet.

Bemærkelsesværdigt købte Bank of Japan ikke aktiver, da Topix-aktieindekset faldt mere end 2 pct. i starten af ugen.

På lønstigningsfronten blev Toyota Motor og andre store arbejdsgivere onsdag enige om fuldt ud at opfylde kravene om løn i årlige forhandlinger med fagforeninger.

- Det giver medvind til en pengepolitisk tilpasning, siger cheføkonom Mari Iwashita hos Daiwa Securities til Nikkei Asia.

Centralbankguvernør Kazuo Ueda har flere gange slået fast, at lønforhandlingerne vil være en "nøglefaktor" i Bank of Japans beslutningsproces vedrørende de negative renter.

Høje lønstigninger er afgørende for centralbankens mål om at opnå en vedvarende inflation på 2 pct. Efter Kazuo Ueda tiltrådte i april 2023, udsendte banken en erklæring om, at den sigter mod at opnå 2 pct. inflation "ledsaget af lønstigninger".

- Jeg håber at kunne træffe en passende beslutning baseret på et omfattende kig på opgørelsen af forhandlingsresultater og andre faktorer, lød det fra guvernør Ueda i en redegørelse over for det japanske overhus' budgetudvalg i går, onsdag.

De japanske fagforeninger har i gennemsnit krævet en lønstigning på 5,85 pct. ifølge den japanske fagorganisation Rengo. Det er 1,36 pct.point mere end sidste år.

Det japanske kerneforbrugsprisindeks, som ekskluderer friske fødevarer, steg 2 pct. i januar på årsbasis. Kerneinflationen har holdt sig på eller over 2 pct. i 22 måneder i træk, da højere lønomkostninger løfter prisen på tjenesteydelser.

- Vi er allerede på et punkt, hvor vi kan vurdere, om der er en god cyklus mellem lønninger og priser, så der er mindre grund til at vente en måned til aprilmødet, sagde en topembedsmand i det japanske finansministerium tidligere på ugen.

Og fra et kabinetsmedlem lyder det, at "jeg tror, at man under de nuværende omstændigheder kan argumentere for at stoppe med negative renter".

Kazuo Ueda har gentagne gange siden slutningen af 2023 sagt, at centralbanken vil opretholde et let monetært miljø, selv efter at have afsluttet negative renter. Det vurderes at være et signal til markedet om, at et exit kommer snart, og at eventuelle renteforhøjelser efterfølgende vil være gradvise.

.\\˙ MarketWire

Flemming Kruhøffer

Tags:  macro❯  Japan❯ 

Seneste nyheder

11:08 Aktier/BofA: Europæisk marked har haft største kapitalstrømning i over et år denne uge
11:04 Eurozonens inflation bekræftet i endelig opgørelse
09:28 Danske Bank dropper salgsanbefaling af Zealand Pharma og siger nu "hold"
09:13 Aktier/åbning: Bavarian og Mærsk topper og sender C25 op for niende dag i streg
09:08 Mærsk tager endnu en uge med gevaldigt hop i vigtigt rateindeks
08:49 Obligationer/åbning: Renterne kravler opad fra start efter amerikansk vending
08:38 Cartier-ejer slog salgsforventninger - ny direktør skal drive fremtidig vækst
08:26 Aktier/tendens: Rockwool og Bavarian i fokus - vinderstime kan blive brudt
08:15 Danske Bank skruer op for TCM's kursmål efter "bedre end ventet start" på året
07:53 De kinesiske myndigheder giver boligkøbere en hjælpende hånd
07:34 Råvarer: Oliepriserne stiger på grund af tegn på stigende efterspørgsel
07:27 Obligationer/tendens: Inflationsdata under lup - renterne ses stige lidt fra start
07:19 ABG siger nu "køb" til Rockwool efter regnskab
06:45 JPMorgan hæver Rockwools kursmål og kommer lige over den aktuelle aktiekurs
06:41 Asien: Wall Street-fald trækker asiatiske aktier med ned
06:35 Asiatiske rederier ligger blandet fredag med plusser i Japan
06:35 ISS får kursmålet sat op af Jefferies med 14 pct.
06:34 USA frygter stigning i mpox - med ny farlig variant i Afrika
06:34 Kinas industriproduktion viser positive takter men detailsalget skuffer lidt i april
06:32 Valuta: Dollar står til største ugentlige svækkelse i flere måneder