Fredagens internationale avisuddrag med Linkedin og Julius Baer

Udgivet den 05-02-2016  |  kl. 06:52  |  

FINANCIAL TIMES ( WWW.FT.COM ):

JULIUS BAER-RÅDGIVERE HJALP MED SKATTEUNDDRAGELSE

To rådgivere hos den schweiziske bank Julius Baer erklærede sig tirsdag skyldige i at have hjulpet amerikanske klienter med at undgå skatteregningen. Det skete som del af et forlig, der kostede Julius Baer 547 mio. dollar, godt 3,6 mia. kr. (JULIUS BAER ADVISERS ADMIT HELPING AMERICANS DODGE TAXES)

OBAMA FORESLÅR OLIESKAT

Barack Obama har foreslået en skat på olie på 10 dollar per tønde. Forslaget har ikke overraskende mødt kraftig modstand fra energiindustrien og spås ikke mange chancer i den amerikanske kongres. Til gengæld kan det måske få præsidentkandidaterne til at skærpe deres holdninger på energispørgsmålet. (OBAMA PROPOSES $10 PER BARREL OIL TAX)

LINKEDIN BLIVER FYRET PÅ BØRSEN

Aktierne i Linkedin dykkede 20 pct. i eftermarkedet torsdag efter et regnskab, der var bedre end ventet. Til gengæld skuffede selskabets forventninger til første kvartal kraftigt. (LINKEDIN PLUNGES 20% ON WEAK OUTLOOK)

LAGARDE ØNSKER EN OVERHALING AF KRISEBEREDSKABET

Den globale økonomis beredskab til håndtering af finansielle kriser skal have en overhaling og forberedes på problemer i udviklingsmarkederne. Sådan lyder beskeden fra chefen for Den Internationale Valutafond, Christine Lagarde. (LAGARDE USHES OVERHAUL OF CRISIS RESPONSE)

EU ADVARER KINA OM STÅL-SEKTOREN

EU's handelskommissær, svenske Cecilia Malmström, har anmodet Kina om at reducere overkapaciteten i stålsektoren og lovet nye tiltag, der skal beskytte de europæiske selskaber mod kinesisk konkurrence. (EU PUSHES CHINA TO CUT BACK STEEL SECTOR)

EUROPÆISKE BANKAKTIER FÅR KLØ PÅ NY

Credit Suisse-aktien ramte torsdag det laveste niveau i 24 år efter bankens første underskud på helårsbasis siden 2008. Aktierne i den europæiske banksektor generelt er faldet næsten 20 pct. i 2016, og den finansielle sektor klarer sig værst i MSCI World Index i 2016. (CREDIT SUISSE BRINGS HOME THE PAIN)

WALL STREET JOURNAL ( WWW.WSJ.COM ):

HVAD GØR SVERIGE NU?

Et år efter Sveriges beslutning om at sende renten ned i negativt territorium overvejer landets Riksbank nye ekstraordinære tiltag for at holde landets valuta i skak og hjælpe inflationen på vej. (WHAT'S NEXT FOR SWEDEN A YEAR AFTER ADOPTING NEGATIVE RATES)

OLIESELSKABERNES DILEMMA - UDBYTTE ELLER RATINGS?

Store olieselskaber som Exxon Mobil, Shell, BP og Chevron står i et dilemma, når den lave oliepris rammer selskabernes pengestrømme - skal selskaberne beskytte deres eftertragtede kreditvurderinger, eller skal de fortsætte den oldgamle udbytte-tradition? (BIG OIL OPTS FOR PAYOUTS OVER DEBT RATING)

EUROPAS INVESTERINGER I GRØN ENERGI SVÆKKES

De europæiske regeringer, der engang førte an i incitamenter til grøn energi, har så småt skåret i investeringerne i takt med, at regeringerne har skåret i udgifterne. Det har fået investorerne til at trække sig, og antallet af nye projekter falder. (AFTER YEARS OF GROWTH, RENEWABLE-ENERGY INVESTORS PULL BACK FROM EUROPE)

THE NEW YORK TIMES (WWW.NYT.COM):

INVESTORERNE STOLER BLINDT PÅ UBER

En ny fond hos Morgan Stanley ved navn New Riders L.P. giver velhavende klienter muligheden for at investere i Uber. Men i modsætning til normal kapitalrejsning får investorerne ingen finansiel information om Uber på trods af investeringer på godt 500 mio. dollar. (DEAL SHOWS INVESTORS ARE WILLING TO MAKE A BLIND BET ON UBER)

THE GUARDIAN ( WWW.GUARDIAN.CO.UK ):

GOOGLES SKATTEBETALING KRITISERES PÅ NY

Google og de britiske skattemyndigheder er på ny kommet i søgelyset, efter det er kommet frem, at en skatteaftale mellem de to parter er mindre end først antaget. Flere iagttagere mener, at Google er sluppet for billigt. (GOOGLE TAX DEAL UNDER FIRE AS IT EMERGES FIGURE INCLUDED SHARE OPTIONS SCHEME)

THE DAILY TELEGRAPH (WWW.TELEGRAPH.CO.UK):

HASBRO OG MATTEL DISKUTERER FUSION

Legos største konkurrenter, Hasbro og Mattel, prøver for anden gang at fusionere. De to selskaber ville kombineret udgøre verdens langt største legetøjsproducent og få en markedsværdi på omkring 20 mia. dollar. Første forsøg skete i 1996, hvor Mattel trak sit tilbud tilbage og anklagede Hasbro for at komplicere handlen. (HASBRO 'HOLDS TALKS WITH BARBIE MAKER MATTEL' TO CREATE GLOBAL TOY GIANT)

DOLLAR KAN TABE TERRÆN

Dollar indekset DXY er faldet 3 pct. i løbet af denne uge og har tabt alt fremgang siden oktober. Analytikere mener, at dollar kan svækkes kraftigt, hvis de fire løst planlagte amerikanske rentehævninger, der har været priset ind i den amerikanske møntfods værdisætning, ikke føres ud i livet. (DOLLAR TUMBLES AS FED RESCUES CHINA IN THE NICK OF TIME)

/ritzau/FINANS

Niels Fibæk-Jensen, +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail: finans@ritzau.dk , www.ritzaufinans.dk

Tags:  Newspaper - Internat❯