GN/CEO: Stærkt momentum fra 2023 fortsætter for Hearing

Udgivet den 02-05-2024  |  kl. 08:20  |  
Arkiv: Foto

GN's høreapparataktiviteter kom klart bedre fra land end ventet i 2024's første kvartal, og det skyldes primært fortsat medvind fra sidste år, hvor særligt afslutningen var rigtig stærk.

Forretningsområdet havde i første kvartal en organisk vækst på 14 pct., mens analytikerne havde ventet 9 pct. ifølge estimater indsamlet af GN selv.

Og fremgangen har været bredt funderet på tværs af selskabets markeder og trukket godt op af en succesfuld lancering af topproduktet Resound Nexia, forklarer Peter Karlstromer, der er administrerende direktør hos GN.

- Vi havde et stærkt momentum i 2023, og den medvind har vi taget med os ind i 2024. Markedsmæssigt gør USA det stadig meget godt, men vi så også gode fremskridt på flere andre markeder, siger topchefen til MarketWire.

- Resound Nexia bliver meget vel modtaget og er en nøgledriver bag præstationen. Den lancering hjælper os også til at holde meget gode priser, fortsætter Peter Karlstromer.

Per onsdag i denne uge er Resound Nexia, der er kompatibelt med den nye lavenergistandard fra Bluetooth, også en del af den offentlige amerikanske salgskanal, Veterans Affairs (VA), der tilpasser høreapparater til militærveteraner.

Det er samtidig første gang nogensinde, at GN lancerer en fuld produktfamilie med alle formfaktorer i salgskanalen, der er ganske væsentlig for høreapparatproducenterne.

- Vi er meget spændte på det - vi lancerer med en fuld familie, og vi har store forhåbninger, siger Peter Karlstromer.

.\\˙ MarketWire

Mikkel Brix Kvols

Tags:  CEO❯  Shares❯