GN's finansdirektør: Positive pengestrømme i første kvartal er en markant forbedring

Udgivet den 02-05-2024  |  kl. 07:59  |  
Arkiv: Foto

GN fik en klart bedre start på 2024 end ventet blandt analytikerne - også når man måler på selskabets nyeste forventningsparameter, de frie pengestrømme.

De er blevet en fast del af GN's prognose, efter at selskabet kom ind i store udfordringer med gælden og gearingen oven på købet af Steelseries og kraftigt stigende renter, som kombineret med en nedgang i forretningen fik gearingen til at vokse hastigt.

Og efter fire år på stribe med negative pengestrømme i første kvartal, er GN i år kommet fra land med plus 46 mio. kr. på den konto.

Analytikerne havde inden regnskabet ventet et minus på 75 mio. kr., viser estimater indsamlet af GN selv.

- Man kan godt forstå, hvis analytikerne har ventet en negativ start på året. Hvis man går fire år tilbage, har vi leveret negative pengestrømme i første kvartal hvert år, og de seneste to år har vi ramt næsten en halv milliard i minus, forklarer Søren Jelert, der er finansdirektør hos GN, til MarketWire.

- Vi har løftet vores fokus på det, og vi er glade for at se, at dette kvartal også var positivt. Og meget betydeligt positivt i forhold til sidste år, fortsætter han.

Han peger på, at der er mange faktorer bag forbedringen, men at en af dem også er en klart forbedret indtjening.

I første kvartal ramte GN et driftsresultat (EBITA) på 538 mio. kr. - langt over konsensus om 409 mio. kr. blandt analytikerne.

Det har også været med til at nedbringe den justerede gearing hos selskabet til 4,0 gange driftsresultatet (EBITDA) ved udgangen af første kvartal fra 4,5 ved udgangen af 2023.

.\\˙ MarketWire

Mikkel Brix Kvols

Tags:  Director❯  Shares❯