Her steg huspriserne i januar

Udgivet den 12-02-2015  |  kl. 06:00  |  

75 % af boligkoeberne kigger efter bolig til under 2½ mio. kr. (Foto: David Buchmann - Boligsiden.dk)

Stik imod sædvanen steg salgsprisen på en villa generelt i januar måned. Normalt ser vi et lille fald i priserne i januar, mens vi venter på foråret, men 2015 har lagt hårdt ud med stigende priser. I 56 af landets 98 kommuner steg salgsprisen på villaer fra december til januar. Mest i Lejre Kommune, hvor prisen steg med 8,6 procent og mindst i Nyborg, hvor salgsprisen faldt med 10 procent.

 

”Der skete en stor udvikling på boligmarkedet i 2014, primært i forhold til købelysten. Den stigende køberinteresse er med til at fastholde en støt prisstigning, og det er den, der er slået igennem i januar også, selvom årstiden normalt ville trække prisen i den anden retning”, siger Birgit Daetz, der er kommunikationsdirektør for Boligsiden.dk.

 

Prisstigninger pænt fordelt på danmarkskortet

Kommunerne med prisstigninger er pænt fordelt over hele landet. Store dele af Jylland er i plus, ligesom halvdelen af Fyn. Sjælland er kommet en anelse dårligere ud af januar måned, hvor mange kommuner har uændrede eller decideret faldende salgspriser.

 

58 kommuner har højere priser end januar 2014

Generelt ser det godt ud med prisudviklingen det seneste år. 58 kommuner havde højere salgspriser i januar 2015 end i samme måned 2014. Morsø, Faaborg-Midtfyn og Lejre kommuner ligger længst over niveauet i 2014, mens Jammerbugt, Lemvig og Skive må finde sig i de største prisfald på mellem 10 og 13 procent.

 

Se kortet nedenfor for at se, hvordan priserne udviklede sig i din kommune i januar. Kortet viser ændringen i salgspriserne pr. kvadratmeter for villa/rækkehuse fra december 2014 til januar 2015.

Nyeste Kort over BMI januar 2015 (Boligsiden.dk)

Udgivet af: Boligsiden

Tags:  Bolig❯