Mandagens obligationer: Renter fortsatte ned efter fald i europæiske producentpriser

Udgivet den 06-05-2024  |  kl. 17:10  |  

Renterne endte lavere mandag, hvor en svagere udvikling for de europæiske producentpriser var med til at trække ned.

Den toneangivende tiårige danske statsobligation lukkede mandag i 2,49 pct., som var 4 basispoint under lukkeniveauet fredag.

Her blev renterne presset ned af en væsentligt svagere jobrapport fra USA.

Rapporten viste en mindre jobskabelse uden for landbruget end ventet samt lavere gennemsnitlige timelønninger end ventet. Det peger i retning af, at arbejdsmarkedet ikke er hedt nok til at opretholde en høj inflation i længere tid.

Mandag var der nyt om inflationen i eurozonen i form af producentpriserne for marts, der viste et fald på 7,8 pct. på årsbasis mod en forventning om 7,7 pct. På månedsbasis faldt producentpriserne 0,4 pct., hvilket var helt som ventet ifølge Bloomberg News.

Fra Europa lød desuden ord fra Gediminas Simkus, der er Den Europæiske Centralbanks litauiske medlem. Han ser ECB sænke den ledende rente tre gange i 2024 med første lettelse i juni.

- Hvis alt udvikler sig som i vores basisscenarie, tænker jeg, at der er flere rentenedsættelser i fremtiden, siger han ifølge Bloomberg News.

Økonomien i eurozonen har ifølge centralbankchefen fra Litauen udviklet sig som i ECB's basisscenarie, hvilket - med forbehold for negative overraskelser - bør give plads til at lempe yderligere på centralbankens pengepolitik i årets løb.

- I år venter jeg tre nedsættelser, og jeg er usikker om fire, tilføjer centralbankchefen.

.\\˙ MarketWire

Trine Vestergaard

Tags:  Bonds❯  Danmark❯  Market Close❯ 

Seneste nyheder