Martin Gruppen ser resultat på 25 mio. kr. i 8-mdrs regnskabsår

Udgivet den 14-09-1999  |  kl. 15:20  |  

København--14. september--NetPosten--På generalforsamlingen i Martin Gruppen tirsdag vil bestyrelsen foreslå, at selskabets regnskabsår omlægges til kalenderåret med perioden 1. maj til 31. december 1999 som omlægningsperiode, oplyser selskabet i en fondsbørsmeddelelse.

Denne 8 måneders omlægningsperiode ventes at vise en omsætning på ca. 415 mio. kr. mod godt 330 mio. i samme periode sidste år og et resultat før skat på ca. 25 mio. kr. mod et underskud på 26 mio. sidste år, der var belastet med særlige poster på 32 mio. kr. I forhold til tidligere forventninger er der tale om en fastholdelse af indtjeningsmålet.

Bestyrelsen har besluttet at udsende ureviderede hovedtal for udviklingen i de forløbne 4 måneder, som netop svarer til halvdelen af det afkortede regnskabsår. Resultatet før skat viser et overskud på 11,7 mio. kr. mod et underskud på 9,9 mio. sidste år. Resultatet er belastet med omkostninger til den verserende retssag i USA på godt 3 mio. kr. Omsætningen blev på 205 mio. kr. mod 143 mio. i samme periode sidste år - en vækst på 40 pct.

Udgivet af: NPinvestordk