Obligationer/tendens: Udsigt til uændret renteåbning før tal for tysk ordreindgang

Udgivet den 06-11-2023  |  kl. 07:05  |  

Det danske obligationsmarked ser ud til at åbne uændret på en nøgletalsfattig dag, hvor den generelle stemning på finansmarkedet ventes at diktere renteudviklingen.

Der kommer dog nøgletal fra Tyskland om ordreindgangen i industrien klokken 8, der kan præge renterne en smule, hvis tallet afviger fra det ventede.

- Investorerne forventer et fald på omkring 1 procent i forhold til august. I august steg ordreindgangen pænt, men det skyldtes mest af alt teknik, da ordreindgangen blev presset noget ned i juli af tekniske årsager. Skulle ordreindgangen falde mere end ventet, kan det presse renterne ned, skriver Mathias Dollerup Sproegel.

I fredags lukkede den tiårige danske rente 8 basispoint lavere i 2,92 pct. efter en svagere end ventet amerikanske jobrapport, der øgede forhåbningerne om en blødere udvikling i den amerikanske økonomi med et aftagende inflationspres.

Den toneangivende tiårige amerikanske rente faldt 9 basispoint fredag og lukkede i 4,57 pct., og den toårige rente dykkede 15 basispoint til 4,84 pct.

Mandag morgen handles den tiårige rente i 4,58 pct. på markedet i Tokyo, mens den toårige rente handles i 4,89 pct.

Fredagens jobrapport viste, at der i oktober blev skabt 150.000 jobs uden for landbruget i USA, hvilket var mindre end ventede 180.000 og en opbremsning fra nedreviderede 297.000 i september.

Samtidig indikerede handelen med rentefutures omkring 10 pct. sandsynlighed for, at den amerikanske centralbank, Federal Reserve, vil hæve renten igen mod mere end 30 pct. for en uge siden.

.\\˙ MarketWire

Silja Petri

Tags:  Bonds❯  Danmark❯  Preview❯  indblik❯ 

Seneste nyheder